Hidtil stærkeste 1. kvartal fra BioMar

På trods af usikkerheden som følge af den globale coronapandemi har både fiskefoderproducenten BioMar og virksomhedens moderselskab, børsnoterede Schouw & Co. A/S, leveret det stærkeste regnskabsresultat nogensinde for et 1. kvartal.

Schouw & Co.’s adm. direktør, Jens Bjerg Sørensen, tilskriver fremgangen virksomhedens strategiske indsatser og de seneste års betydelige investeringer.

Selvom han erklærer sig meget tilfreds med koncernens hidtil bedste 1. kvartal med fremgang i både omsætning og driftsindtjening, holder han fast i beslutningen om at suspendere forventningerne til årets resultat, men han vurderer, at den bredt sammensatte portefølje af virksomheder, koncernens stærke finansielle beredskab, samt virksomhedernes evne til at tilpasse sig til de aktuelle forhold betyder, at Schouw & Co. er godt positioneret til at håndtere den usædvanlige situation.

Hos datterselskabet BioMar er den afsatte mængde vokset med 8 procent til 270.000 tons, og omsætningen er øget med 11,4 procent til knap 2,4 mia. kroner.

Før skat udmøntede det sig i et overskud på 81 mio. kr., 22 mio. bedre end i 1. kvartal 2019.

Fremgangen tilskrives først og fremmest vækst i laksedivisionen. Til gengæld har der været et marginalt fald i salget til landene i Middelhavsregionen (EMEA), mens ny produktionskapacitet i Australien og Kina først blev taget i brug i april og derfor ikke påvirker omsætningen i 1. kvartal.

Den sidste af BioMars hidtidige tre divisioner, emerging markets, er som led i strategiprocessen blevet opdelt i to, som omfatter henholdsvis Latinamerika og Asien.

Kvartalsregnskabet fik aktierne i Schouw & Co. til at stige med 3 procent til kurs 506.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Brande Camping

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul