Helstøbt Matador

Med alt udsolgt til samtlige seks forestillinger forud for premieren, var publikumssuccesen på forhånd sikret for Teaterkompagniet, og kompagniets opførelse af Matador lever fuldt ud op til forventningerne

Handlingen er den velkendte, og musicalversionen lægger sig tæt op ad tv-serien, men er i sagens natur barberet noget ned for at få seriens 24 afsnit koncentreret til en forestilling på godt 2½ time. Med undtagelse af Bent Fabricius Bjerres velkendte tema er musikken til gengæld helt ny. Den opgave har Clement Telling alias MC Clemens taget sig sikkert af; mest tydeligt bliver det, da han lader Misse og fru Fernando Møhge rappe ”Ja, jeg ved det godt mor”.

Persongalleriet har også været en smule på skrump, f.eks. er overlærer Andersen og fru Violet ikke kommet med. Det samme gælder fru Fernando Møhges 100 års fødselsdag (- 10%) og Hans Christians udenomsaffære med bankassistenten, men de helt centrale elementer er naturligvis med.

I instruktør Kirsten Aastrups 10. forestilling for Teaterkompagniet er der – selvom det næsten ikke burde kunne lade sig gøre – lagt endnu mere energi i såvel kostumer, som rekvisitter. Begge dele er med til at skabe en noget nær 100% autentisk stemning. Og så må vi ikke glemme Maude.

To dage før generalprøven havde Cille Sommer, der skulle spille rollen, mistet stemmen, men hvad gør det, når man har en så kompetent stand-in som Cecilie Brandt i ensemblet – hun ER simpelthen Maude, hændervridende med sin let bævrende stemme. Og når hun går op og lægger sig, er det helt bogstaveligt: Scenefolkene har simpelthen bygget en førstesal ovenpå den Varnæske stue.

Denne signatur har langtfra overværet alle Teaterkompagniets forestillinger siden grundstenen blev lagt med Drømmerejsen i 1992, men Matador er uden sammenligning den mest gennemførte, jeg har set til dato.

Konklusion: Teaterkompagniet kunne have knækket halsen ved at prøve kræfter med et folkeeje og en naturlig hjørnesten i en eventuel kommende kulturkanon som Matador, men projektet lykkes til UG fra start til slut. Og når de obligatoriske småproblemer med lyden, som er en del af enhver generalprøve, bliver ryddet af vejen, venter der de 1400 heldige, der har fået billet til forestillingen, en stor oplevelse. Et tip til dem: Iklæd jer de løse gevandter, der bliver lunt i Remisen – meget lunt.

Der er premiere på Matador tirsdag aften, og forestillingen spilles derefter hver aften til og med lørdag, hvor der også er en eftermiddagsforestilling.

Se flere billeder fra generalprøven i galleriet nederst på forsiden.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Brande Camping

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul