Hedeløbet vendte tilbage

Mange ting var ikke, som de plejede at være, da Brande Motion onsdag aften genoptog Hedeløbet efter to års corona-pause.

Da den seneste udgave af Hedeløbet, som i 2013 afløste det traditionsrige Brandtex-løb, blev afviklet i 2019, skrabede man bunden med færre end 100 deltagere.

Det havde fået arrangørerne til at tænke i nye baner, hvilket bl.a. betød, at det i år var gratis at deltage – ikke kun for deltagerne i børneløbet, som aldrig har skullet betale for at være med, men for alle, uanset om de valgte at løbe 3,6 km, 6,3 km eller den lange rute på 9,9 km, som bestod af en tur på hver af de to kortere ruter.

Baggrunden for afskaffelsen af deltagergebyret var en aftale med NordeaFonden, som samtidig betød, at alle forhåndstilmeldte fik udleveret en løbetrøje – ligeledes ganske gratis - og derudover var der en række lodtrækningspræmier på spil.

Start og mål var placeret samme sted som tidligere – på Brande Sportsrideklubs udendørs springbane - til gengæld var der i år ingen startnumre og officiel tidtagning – den del var overladt til løberne selv.

Gådefuld rute

Til de deltagere på den korte rute, der ikke havde helt så travlt med at komme i mål, var der desuden mulighed for at deltage i en lille konkurrence, hvor der skulle indsamles 9 bogstaver, der så skulle sættes sammen til et ord. Derudover var der ved hver post en lille gåde, man så kunne gå/småløbe og fundere over frem til den næste post, hvor man både fik svaret og en ny gåde.

Første spørgsmål gik på, hvad man får ved at blande en hund og en bussemand, og svaret er – naturligvis: en snothvalp.

Præcis hvor mange deltagere, der begav sig ud på de tre distancer, er ikke opgjort, men på øjemål så det ud til at være en hel del flere end de knap 100, der stillede til start i 2019.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Brande Camping

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul