Af Peder Fenger, byrådskandidat for Dansk Folkeparti

Et §17, stk. 4-udvalg er et midlertidigt politisk udvalg, som et byråd kan nedsætte til at varetage særlige opgaver eller til at fungere som rådgivende for f.eks. byrådet.

Jeg mener, det er nødvendigt, at Ikast-Brande kommune nedsætter sådan et §17, stk. 4-udvalg - allerede i 2022 som skal varetage opgaven at komme med et udspil til en ny handicappolitik i Ikast-Brande kommune. Udvalget skal som det første udarbejde et forslag til ansættelse af en borgerrådgiver, som andre kommuner har succes med. Borgerrådgiveren skal naturligvis være uvildig og uafhængig af kommunens forvaltning og være med til at højne kvaliteten i sagsbehandlingen på handicapområdet. Det kan være med til at skabe et bedre møde mellem borgeren og kommunen og bremse sager, inden det ender i lange og opslidende konflikter.

Som byrådskandidat er det en af mine mærkesager, at vi får en handicappolitik, som sætter handicappede i fokus på den bedste måde. Og en borgerrådgiver er hjørnestenen til, at handicap fylder mindre i hverdagen, så handicappede kan bidrage med det de kan.

Flere jobmuligheder gør handicap mindre

Handicappede skal ses som en ressource. Og derfor er det vigtigt, at vi får sat gang i en større indsats for at få flere mennesker med handicap ind på arbejdsmarkedet.

Selvom det kniber med hørelsen, du kommer frem i en kørestol eller har autisme, kan du være lige så god en kollega som alle andre. Men vejen til at få et job er ofte lang og besværlig for mennesker med handicap.

Hvis vi sammenligner mennesker med og uden et handicap, er under 60 procent med et handicap i job, imens tallet for den øvrige befolkning er på 84 procent.

At få flere med handicap i job er en gevinst for alle. Det er godt for den enkelte, der får lov til at bidrage og være en del af et arbejdsfællesskab. Samtidig får kommunen gavn af, at vi bliver flere til at bidrage med det, vi kan.

Bedre sagsbehandling gør børns handicap mindre

Mange familier har et barn med handicap. Det kan være et barn med børnegigt, ADHD eller diabetes. Det betyder ofte, at de er i kontakt med kommunen for at få hjælp.

Desværre oplever mange, at det er en kamp at få den rette hjælp. Og kampen gør deres barns handicap større. For når hjælpen udebliver eller trækkes i langdrag, er der overhængende fare for, at det går ud over barnets trivsel og udvikling.

Børnehandicapområdet er kendetegnet ved, at mange af klagesagerne hos Ankestyrelsen bliver omgjort. Altså, at kommunen skal behandle sagen igen, eller at Ankestyrelsen ændrer kommunens afgørelse. I 2019 blev over 50 procent af klagesagerne omgjort på landsplan.

Hvad kan man gøre? Jo - familien og barnet skal kun have én sagsbehandler, der arbejder på tværs af alle sektorer i kommunen. Så forældre og børn ikke kastes rundt mellem flere forskellige steder i kommunen. Samtidig skal sagsbehandlerne have langt færre sager. Det vil give mere tid til faglig og menneskelig fordybelse med de enkelte familier. Det vil bidrage til, at familierne føler sig mere set af kommunen og gøre børnenes handicap mindre.

Vi skal have flere med i fællesskabet i vores kommune

De fleste har uden tvivl mærket det seneste 1,5 år at miste sit sociale liv og være afskåret fra sine venner, børn eller forældre. Det er skrækkeligt. Man føler sig ensom.

Inden Corona-pandemien oplevede mennesker med handicap oftere at være mere alene end resten af befolkningen. Og nu mange måneder senere er den tendens kun blevet større.

Hver dag lever mennesker med handicap med deres handicap, og forskellige forhold eller barrierer i samfundet gør, at nogle menneskers handicap kan begrænse dem mere og dermed føles større.

40 procent med et større psykisk handicap og 23 procent med et større fysisk handicap føler sig ofte ensom. For mennesker uden et handicap er tallet kun otte procent.

Vi skal have en fællesskabsstrategi i kommunen. Den skal sikre aktiviteter, der styrker netværket blandt ensomme mennesker med handicap.

Det kunne fx være ved at starte caféer målrettet ensomme med handicap. Lave ordninger med besøgsvenner og frivillignetværk. Og så skal der arbejdes med at finde de ensomme og få dem motiveret til at mødes med andre.

Ensomhed gør for mange deres handicap større. Mens det at være en del af et meningsfuldt fællesskab gør det mindre.

I vores kommune skal vi stå sammen og få alle med i et fællesskab. Lad os gøre handicap mindre ved at mindske ensomheden – sammen.