"Han har jo ikke noget tøj på" i en socialdemokratisk udgave
Af Frank Heidemann Sørensen, byrådsmedlem for Socialdemokratiet og 2. viceborgmester
Tak Simon Vanggaard og Henrik Kraglund fra DF og Fælleslisten for et konstruktivt læserbrev med en udstrakt hånd til samarbejde.
”Han har jo ikke noget tøj på”, sagde den lille dreng i H.C. Andersens eventyr ”Kejserens nye klæder”.
Rollen som den ærlige og gennemskuende dreng påtager den socialdemokratiske gruppe i Ikast-Brande byråd sig gerne.
Vi fortæller gerne, at det såkaldte velfærdsløft, som de 4 partier, Venstre, Fælleslisten, Konservative og Dansk Folkeparti, har aftalt i deres budgetforlig, dækker over massive besparelser på kommunens institutioner, fra børnehaver til plejecentre.
De 4 partiers vedtagne økonomiske politik taler for sig selv – 1% besparelser hvert år til og med 2023 og kun fremskrivning af demografien med 50% i stedet for 100%.
Vi prøver med et eksempel, det kunne være Præstelundskolen i Brande.
Skolen havde i 2019 et budget på ca. 32 mio. kr. Skolen skal derfor spare 1+1+1 = 3% i 2023, i alt ca. 960.000.
I de 4 partiers budgetforlig lægges der dog op til at institutionerne ”kun” skal spare 2 %, altså 640.000 kr. Det såkaldte velfærdsløft må så være de 320.000 kr. som skolen ikke skal spare i forhold til den økonomiske politik. Det ændrer bare ikke ved at skolen skal drives for 640.000 kr. mindre end i dag. Det kalder vi socialdemokrater ikke et velfærdsløft, men en velfærdssænkning.
I socialdemokratiets budgetforslag afskaffer vi både den årlige besparelse fremadrettet og genindfører 100% demografi. Vi stopper blødningen populært sagt.
Simon Vanggaard og Henrik Kraglund kommenterer desuden frimodigt forhandlingsforløbet og klandrer socialdemokratiet for at have forladt forhandlingerne efter et kvarter. Jeg er ikke typen, der påstår folk lyver, men det, de 2 herrer fremkommer med, er direkte usandt.
Budgetkonferencen begyndte torsdag morgen og vekslede hele torsdag mellem oplæg og forhandlinger, som sluttede ved 19-tiden om aftenen. Vi forlod forhandlingerne fredag morgen kl. 8.10, da det ikke var lykkedes at flytte så meget som et komma.
Socialdemokraternes konklusion er nedslående. Borgerne i Ikast-Brande kommune kommer nu til at lide under, at de 4 partier ikke bryder sig om at anerkende den dygtige socialdemokratiske regering, som fremadrettet, via en god udligningsreform, har sikret Ikast-Brande kommune en økonomi, som gør det muligt at stoppe de årelange besparelser.
Tilføj kommentar