Håbet lever
En af sportsverdenens ældste klicheer lyder, at kampen ikke er slut, før dommeren har fløjtet. At håndbolddamerne fra Ejstrup/Hærvejen kender den, beviste de i lørdagens oprykningskamp mod Tarm-Foersum GF i en stuvende fuld hal i Nr. Snede.
I 1. halvlegs sidste sekund kylede Carina Dam kuglen i kassen til pauseføring 10-9 til det rødblusede hjemmehold, og i kampens absolut sidste sekund gentog Stine Høj kunststykket og gjorde det til slutresultatet 23-21 til Ejstrup/Hærvejen, der dermed har et brugbart resultat med til returkampen i Tarm Idrætscenter Kr. Himmelfartsdag.
For blot et år siden rykkede vestjyderne ud af 1. division, mens Ejstrup/Hærvejen rykkede op fra Jyllandsserien, men kampen på torsdag gælder en plads i 2. division efter sommerferien.
Med en andenplads i 3. division sikrede Ejstrup/Hærvejen sig retten til oprykningskampe, og her blev nordjyske Valsgaard IF83, der ligeledes var sluttet på andenpladsen i deres pulje, savet i småstykker med en samlet sejr på 52-31 til de lokale heltinder.
Lørdagens opgør mod Tarm-Foersum, der sluttede næstsidst i 2. division. blev helt anderledes jævnbyrdigt, og alt tyder på, at det samme bliver tilfældet med returkampen.
Læs mere om kampen i Focus Ikast-Brande.
Tilføj kommentar