Forsyningskrisen kræver hurtig handling
Af Carsten Kissmeyer, MF (V), folketingskandidat i Midt- og Vestjylland.
Danmark står i en kritisk forsyningssituation, og det har store konsekvenser for både danskerne og dansk erhvervsliv. Vores mangel på energi kræver, at vi tager hurtige og store beslutninger. På den ene side skal vi sikre langt hurtigere myndighedsbehandling, så fremtidens vedvarende energi kan blive opsat langt hurtigere. På den anden side kan vi være nødsaget til midlertidigt at fastholde og evt. genåbne de værker, som fyrer på olie og kul.
Selvom vi i Danmark er kendt for at være et grønt foregangsland, så drukner opstillerne af vindmøller og solceller i bureaukrati. Det betyder, at der ofte går mange år, før et projekt bliver godkendt og til virkelighed. Det er helt uholdbart set i lyset af den nuværende situation. Processerne skal gentænkes, helt fra bunden.
Men vi er også nødsaget til at se på, hvordan vi kan skaffe energi på den helt kort bane.
For det første skal vi fremrykke vores produktion af grøn biogas. Det har vi i Venstre foreslået mange gange, desværre uden opbakning fra regeringen. Vi kan nemlig på kort tid øge produktionen af biogas betragteligt, fordi anlægsinvesteringerne er begrænsede sammenlignet med alternativerne. Hvis vi sikrede en hurtigere udbygning af biogas, kunne vi hente en stor gevinst her og nu på det grønne gasregnskab og samtidig give en håndsrækning til de virksomheder, der har svært ved at omstille fra gas. I Venstre har vi en ambition om, at Danmark skal være selvforsynende med grøn gas allerede i 2027 – og det er muligt.
For det andet kan vi være nødsaget til midlertidigt at fastholde og evt. genåbne nogle af de kraftværker, som fyrer på olie og kul. I Venstre står vi bag de klimamål, vi og et bredt flertal i Folketinget har vedtaget. Men den nuværende situation gør, at vejen til at indfri målet, må tilpasses. For danskerne skal ikke fryse til vinter, ligesom vi ikke har råd til, at vores virksomheder må lukke.
Tilføj kommentar