Forældrene bliver ført bag lyset af overskriften ”Ingen profit på børn”
Af Dina Raabjerg, byråds- og folketingskandidat (K), Vestjyllands Storkreds
”Ingen profit på børn” er overskriften, når et flertal på Christiansborg forhandler om at forbyde nye private børnehaver - og gøre livet svært for dem, vi allerede har.
Det lyder ædelt, at man ikke må tjene penge på børn. Det sker dog i stor stil, når tusindvis af pædagoger og andre embedsmænd tjener til dagen og vejen netop på vores børn. Når det så viser sig, at kvaliteten i private børnehaver er højere end i både selvejende og offentlige, bliver man direkte mistænkelig. For hvad dækker sagen så egentlig over?
Når vi taler om vores børn, hvad er da vigtigst? Er det, at de bliver udviklet som hele mennesker og får en lykkelig og tryg barndom? At de kan få en hverdag i dagtilbud med kvalitet? Eller er det vigtigere, at børnehaven ejes af en fond eller kommune?
I debatten om forbud mod private børnehaver, har man helt glemt at snakke om indhold. Eller har man? Jeg har desværre en mistanke om, at overskriften “nej til profit på børn” er valgt for at aflede opmærksomheden fra det faktum, at politisk ideologi står over børn.
Vi ser en stor spin-maskine udfolde sig, når den er værst; nemlig hvor den sprøde overskrift henleder forældrenes opmærksomhed på én ting, for at dække over den egentlige dagsorden.
I Danmark har vi cirka 100 private dagtilbud. En undersøgelse fra RUC viser, at normering, forskelle i indhold, tilfredshed, de voksnes tid med børnene mv. er højere i private dagtilbud i forhold til både selvejende og kommunale. Og det for en pris per barn, der er den samme for alle tre typer tilbud.
Forældre vildledes derfor til at tro, at partier under overskriften ”Ingen profit på børn” kæmper for ens børn. Selvom det forholder sig lige modsat. Man kæmper ikke FOR de her børn. De er i forvejen i de bedste rammer. Man kæmper MOD private og MOD forældrenes frie valg.
Det er derfor på tide, at vi i den aktuelle dialog om børnehaver og normeringer, afkræver svar på, hvorfor man i kampen mod private børnehaver ikke VIL diskutere indhold, trivsel, rammer, pædagogik, børnenes udvikling og personalets kompetencer?
Jeg vil derfor opfordre forældre til at gå ind i debatten om ”profit på dagtilbud” og gøre den til en debat om indhold over ejer form. For børnenes skyld. Debatten foregår på de sociale medier under overskriften ”vi bakker op om private daginstitutioner og pasningsordninger”.
Tilføj kommentar