Finansiering af vindmøllepark udløser penge til kræftforskning
Opførelsen af verdens indtil videre største havvindmøllepark. Hornsea 2, udløser penge til forskning i brystkræft.
Havvindmølleparken, der ligger placeret i Nordsøen og opføres af det børsnoterede danske forsyningsselskab Ørsted (det, der tidligere hed DONG, red.) kommer til at omfatte 165 Siemens Gamesa-møller, som til sammen forventes at producere 1,4 gigawatt strøm årligt.
For at finansiere møllerne har Siemens Gamesa indgået en finansieringsaftale på op til 600 mio. euro (ca. 4,5 mia. kr.) med bankerne BNP Paribas, BBVA og Santander.
Som en del af vindmøllevirksomhedens bæredygtighedsstrategi har Siemens Gamesa i samme ombæring forpligtet sig til at bidrage til et kræftforskningsprojekt ledet af spanieren Eduardo López Collazo, der er videnskabelig direktør for Hospital La Paz Institute for Health Research i den spanske hovedstad Madrid, hvis vindmølleproducenten ikke lever op til en række på forhånd definerede bæredygtighedsmål.
I modsat fald vil bidraget skulle betales af de tre banker.
Forskningsprojekt har til formål at identificere kilderne til de metastaser, der udvikler sig til brystkræft, med henblik på at forhindre spredningen af kræftceller.
Den spanske læge har sammen med sit hold af forskere arbejdet på at finde en forklaring på metastaserne i to årtier.
Siemens Gamesas fungerende CFO, Thomas Spannring, betegner det som glædeligt at kunne yde støtte til medicinsk forskning på et vanskeligt tidspunkt for hele verdenssamfundet, mens Maria Fernanda Picón, fra BNP Paribas Spanien pointerer, at aftalen er et eksempel på, at bæredygtig finansiering kan være med til at kanalisere kapital derhen, hvor den kan gøre en positiv forskel.
- I den aktuelle situation er det vigtigt, at den finansielle sektor og virksomhederne er solidariske om at fremme innovation indenfor såvel sundhedssystemet som den grønne omstilling, lyder det fra BNP Paribas-chefen.
Siemens Gamesa har ikke ønsket at oplyse størrelsen på beløbet, der skal gå til kræftforskning.
Tilføj kommentar