Farverige Finn udstiller
8. november sidste år fyldte Finn Birkelund 75. 1. september modtog han Brande Citys kulturpris, og på lørdag er han klar med sin 75-års fødselsdagsudstilling.
Udstillingen afholdes i de lokaler på hjørnet af Torvet og Storegade, som indtil udgangen af juni husede Brandes ældste eksisterende butik, Centrum Tapet og Farver, der nu er flyttet over på den modsatte side af byens hovedstrøg.
Udstillingen tager gæsterne med på en farverig rundtur blandt nogle af de værker, Finn Birkelund har malet gennem årene, i særdeleshed nogle af hans nyeste værker.
Samme dag udkommer en ny bog med titlen ’Finn Birkelund – den farverige brandit’, der også fortæller om kunstens eget liv i Brande. Bogens forfatter er Ikast-Brande Kommunes kulturkonsulent, Carsten Jensen.
Blandt meget andet er Finn Birkelund manden bag murmalerierne ”Sagnet om Brande Kirke” og ”Røde Anna i Birkelund”, og han stod ligeledes bag udsmykningen af den campingvogn med øge-/kælenavne på hundredvis af branditter, som udgjorde kommandocentralen i forbindelse med de første street art-festivaler.
Der er fernisering på fødselsdagsudstillingen på lørdag kl. 13.
Lokalerne er venligst stillet til rådighed af LokalBolig v/Cathrine Magrethe og Morten Bak.
Tilføj kommentar