Familiefar fra Nørre Snede blev præmie-lærling
Tre småbørn derhjemme stod ikke i vejen for, at Kasper Dam Olesen tog et 12-tal og fredag fik overrakt en ML-pris efter endt uddannelse som voksenlærling hos Nikodan i Nørre Snede
Smilet var bredt, da Kasper Dam Olesen fra Nørre Snede fredag fik overrakt ML-prisen (Metalindustriens Lærlingepris) i Den Sorte Diamant i København. Prisen var en velkommen anerkendelse af det hårde arbejde, han har lagt i uddannelsen som rustfast smed – trods et travlt privatliv.
- Jeg blev overrasket, da jeg blev indstillet til prisen. Og jeg blev chokeret, da jeg vandt. Jeg er stolt, siger han.
Egentlig troede den unge midtjyde, at han fortsat skulle arbejde i træ efter flere år som ansat hos Palsgaard Træ. Men et job som arbejdsmand hos Nikodan Conveyor Systems i Nørre Snede gav de første erfaringer med den rustfrie verden. Og en dag spurgte en af cheferne, om det ikke var en ide at gå i lære og blive svend?
- Jeg er fascineret af hele processen, når vi bygger. Rustfrit har jo den fineste finish, og vores arbejde kræver stor præcision. Det kan jeg godt lide ved vores fag. Jeg har både været i Tyskland og Sverige som lærling. Det er spændende først at bygge og så senere stå derude ved kunden og få det hele til at køre, siger Kasper Dam Olesen, der har taget sin uddannelse på College 360 i Silkeborg.
ML-prisen er siden 2002 årligt blevet uddelt til 25 nyudlærte svende, der har gennemført en erhvervsuddannelse inden for metalindustrien.
Tilføj kommentar