Vindmøller på rådhusene
Fra og med i dag kan besøgende på rådhuset i Ikast og administrationsbygningen i Brande blive lidt klogere på den nyere danske og lokale vindmøllehistorie. Siemens Wind Power har foræret Ikast-Brande Kommune to ca. 2 meter høje modelvindmøller, som er blevet placeret de 2 steder sammen med 4 plancher, der fortæller historien om vindmølleindustriens betydning for Ikast-Brande.
Møllen og udstillingen blev afsløret i Brande af den glade giver, Siemens Wind Power, repræsenteret af Director of Governmental Affairs, Henning Kruse. Han benyttede lejligheden til et kort historisk rids over virksomhedens udvikling de seneste 10 år, som siden Peter Stubkjær Sørensens salg af det daværende Bonus Energy til tyske Siemens har medført en lille tidobling i antallet af medarbejdere her i området samt lidt mere end en tidobling af omsætningen.
Milepæle
Søren T. Poulsen, leder af Klosterlund Museum, har været den udøvende informationsindsamler til plancherne, der også giver en kort præsentation af kommunens 2 største underleverandører til vindmølleindustrien, KK Wind Solutions (det tidl. kk electronic) og Niebuhr Gears. Desuden bliver en række milepæle i såvel Bonus/Siemens-forløbet samt vindmøllerne generelt gennemgået i punktform på plancherne. Søren T. Poulsen lagde op til en snarlig særudstilling om netop vindmøllernes udvikling fra gammel tid til nutiden og håbede på at kunne fortsætte samarbejdet med Siemens.
Borgmester Carsten Kissmeyer glædede sig på sin side over, at en ide af lidt ældre dato nu var blevet ført ud i livet og ville ikke afvise, at man kunne lave noget lignende indenfor de 2 andre brancher, der beskæftiger rigtigt mange mennesker i Ikast-Brande, tekstilindustrien og fødevareindustrien, såfremt der viser sig interesse for dette.
Tilføj kommentar