BioMar går ind i Tyrkiet

Fiskefoderproducenten BioMar underskrev tirsdag en hensigtserklæring om etablering af et joint venture med tyrkiske Sagun Group, der skal føre til opstart af produktion i Tyrkiet. BioMar, der er verdens tredjestørste producent af fiskefoder, får herved en fod inden for på det kraftigt stigende tyrkiske marked, der i dag er Europas næststørste inden for fiskeopdræt.
Det tyrkiske marked for fiskeopdræt er vokset markant de seneste år og har rundet en årlig produktion på 200.000 ton fisk og har dermed overhalet Grækenland som det største land for fiskeopdræt i Middelhavsregionen. BioMars koncernchef Torben Svejgaard forklarer:
- Aftalen med Sagun Group er på flere måder et vigtigt skridt for BioMar. Dels får vi via en stor lokal partner et solidt fodfæste på Europas næststørste marked med høje vækstrater, dels får vi spredt vores forretning ved at satse yderligere på andre markeder end laks.
Den nye fabrik, der skal bygges i Tyrkiet, forventes at stå færdig allerede til næste år. Fabrikken får en årlig kapacitet på ca. 50.000 ton foder, men har potentiale til at kunne udvides til det dobbelte.
Investeringen i etableringen af de nye produktionsfaciliteter vil i første omgang ligge i størrelsesordenen 90-100 millioner kroner, hvoraf BioMar står for halvdelen.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul