Bestseller-ejer fordobler formuen
Det amerikanske erhvervsmagasin Forbes har offentliggjort en liste over verdens dollarmilliardærer. Med en formue på over 400 mia. kr. topper Bill Gates igen listen, hvor der også er blevet plads til 6 danskere.
Årets danske højdespringer er tøjkoncernen Bestsellers ejer, Anders Holch Povlsen, der har fordoblet formuen fra 14,4 mia. kr. i fjor til nu godt 29 mia. kr. Det betyder, at han hopper frem til en plads som nummer 267 på milliardærlisten fra en placering som 589 for et år siden.
I Danmark overgås han kun af Lego-ejer Kjeld Kirk Kristiansen, der menes at være god for 56,1 mia. kr. og dermed indtager pladsen som verdens 119.-rigeste.
Det er dog ikke alt, der bliver til guld for tøjkongen. 3. januar erhvervede han via sit datterselskab Aktieselskabet af 14.10.2012 yderligere knap 16% af aktierne i internet-portalen Smart Guy, der forhandler tøj. I alt ejer Anders Holch Povlsen dermed 25,91% af af aktierne i selskabet, hvis aktiekurs i lang tid kun har kendt en retning: Nedad.
Kursen lå på ankaffelsestidspunktet på 2,25, men er siden faldet til 1,40, hvilket har påført Anders Holch Povlsen et urealiseret kurstab på ca. 67 mio. kr. Med en velpolstret pengetank på små 30 mia. er det dog næppe noget, der kan holde Bestseller-ejeren søvnløs om natten.
Tilføj kommentar