En opfordring fra Det Danske Spejderkorps – Brande Gruppe
Som spejdere bruger vi naturen i forbindelse med alle vores aktiviteter; vi værner om naturen og gør en stor indsats for at efterlade naturen og vores verden bedre, end da vi modtog den. Derfor var det med stor glæde, at vi læste Strukturplanen for Brande Syd og i særdeles afsnittet omkring boligområdet Skoven, da der her både var tænkt biodiversitet og klimaudfordringer med ind. Strukturplanen efterlod også plads til fritidsaktiviteter, herunder rideskolens folde og den omkring liggende natur, hvilket er i tråd med vores værdier.
Det vækker vores bekymring, at der i Lokalplan nr. 420 ikke længere er plads til rideskolens folde, og at der ej heller er nævnt en alternativ placering af foldene. For hvor skal foldene placeres?
Flytter Ikast-Brande Kommune fredskovspligten på skoven syd for rideskolen og rydder området for at etablere nye folde til rideskolen, mister spejderne det skovareal, som de har haft brugsret over siden 1974, da Hedehuset blev opført.
Samtidig vil det område, hvor vi udvikler modige børn og unge, blive indskrænket væsentligt, og der vil ikke være de samme muligheder for at ”fare vild” i skoven, bygge huler og klatre i træer, som vi har i dag. Skovområdet er ligesom heden et stort aktiv i vores ugentlige spejdermøder og en vigtig del af vores DNA.
Vi er også bekymret for, at man skulle kunne finde på at etablere rideskolens folde på det skovareal, som er beliggende sydvest for Nordlundvej 57. Det vil medføre, at man ikke længere ugeneret kan færdes på hedens arealer.
Det er vigtigt for spejderne, at heden forbliver ugeneret, hvilket vil sige, at man kan færdes på heden uden udsigt til villaveje og uden at blive generet af villavejenes lys, når der f.eks. skal kigges på stjerner, lære at færdes i mørke eller når spejderne er på natløb. Mange har i dag ikke direkte adgang til ugeneret natur; det har vi (spejderne, naboerne til heden og Brandes borgere) i området omkring og på Brandlund Hede, og sådan må det meget gerne forblive.
Uanset om rideskolens folde placeres i skoven syd for eller sydvest for rideskolen, eller om foldene placeres et andet sted på eller omkring heden vil dette have konsekvenser for naturen og dyrelivet og ikke mindst hedens mange brugere, både private og foreninger.
Det Danske Spejderkorps – Brande Gruppe vil på det kraftigste opfordre til, at Lokalplan nr. 420, Nordlundvej 57, Brande, ændres, så den stemmer overens med strukturplanen, så der igen både er plads til biodiversitet, klimaudfordringer, rideskolens folde, foreningslivet og ikke mindst vores allesammens natur.
”Try to leave this world a little better than you found it and,
when your turn comes to die, you can die happy in feeling that at any
rate you have not wasted your time but have done your best.”
Lord Robert Baden-Powell
(Spejderbevægelsens grundlægger)
Heden og den omkringliggende natur er vores arv, og den skal vi på bedste vis værne om.
På vegne af spejderne, lederne og bestyrelsen i Det Danske Spejderkorps – Brande Gruppe
Kasper Moesgaard
Tilføj kommentar