- En festdag!

Preben Christensen

- Det er da en vindersag – nu går det den rigtige vej, lyder den umiddelbare reaktion fra formanden for Brande City, Preben Christensen, på nyheden om, at Brande får sin politistation tilbage. Ganske vist i form af en satellit-station med en ugentlig åbningsdag, men i praksis adskiller det sig ikke fra den politibetjening, byen havde i de sidste mange år frem til lukningen af politistationen i Centerparken 1. oktober 2017.

Forud for lukningen indsamlede Brande Borgerforening (som året efter blev lagt sammen med handelsstandsforeningen til Brande City, red.) 4600 underskrifter mod lukningen, så det må jo betyde, at der er 4600 glade mennesker i Brande, konstaterer Preben Christensen med et grin.

Hvis den nye satellit-station som forventet bliver placeret i Artium, får den ifølge Brande City-formanden dels en kanon beliggenhed, dels en præventiv virkning overfor de unge mennesker.

At stationen kun får begrænsede åbningstider, ser han ikke som det store problem: 

- Bare det, at der kommer en politimand herned, siger han og fortsætter:

- Vi må være glade – og det er vi!

- Nogle gange kan det betale sig, at man kæmper for at blive tilgodeset – det er vi blevet, tilføjer Preben Christensen, som forventer, at åbningstiderne bliver justeret, hvis det viser sig, at der er behov for mere.

Derudover glæder han sig over, at man fremover er fri for at tage til Ikast, hvis man har et ærinde på politistationen.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul