EM i cykling
Onsdag blev der taget hul på europamesterskaberne i cykling i og omkring Herning. Det meste foregår nord for Arnborg, og landevejsløbet afvikles på en rundstrækning i Herning og Lind, men torsdag eftermiddag er der mulighed for at se nogle af de største stjerner på nærmeste hold.
Her bliver der kørt enkeltstart for herrer, og blandt deltagerne finder man store navne som norske Edvald Boasson Hagen, Jan Barta fra Tjekkiet og polske Maciej Bodnar. De danske farver repræsenteres af Mads Würtz Schmidt og Martin Toft Madsen.
Ruten er på 46 km og har vendepunkt, hvor Engebækvej munder ud i Holtumvej/Herningvej mellem Brande og Arnborg. Første rytter sendes afsted fra Herning kl. 15, og afhængig af vind og vejr formodes de hurtigste at kunne tilbagelægge turen på knap en time. Dermed kan de første ryttere forventes fremme ved vendepunktet omkring kl. 15.30.
Af samme årsag er hovedvejen mellem Brande og Arnborg spærret for al øvrig trafik fra kl. 15 - 17.
EM's førstedag blev i øvrigt en stor dansk triumf med en guld-, to sølv- og en bronzemedalje i henholdsvis juniorernes og U23-kvindernes respektive enkeltstarter.
Se enkeltstartsruten her: http://www.euroroad17.dk/wp-content/uploads/Time_Trial_46km.pdf og se hele startlisten her: http://www.uec.ch/resources/PDF/2017%20Road%20EC/start_results/start_list_tt_mel.pdf
Tilføj kommentar