Dropper sit kandidatur

Annette Mosegaard

Venstres gruppeformand Annette Mosegaard har valgt at trække sig fra kampen om at blive Venstres kommende spids- og dermed borgmesterkandidat

Annette Mosegaards håb om at blive Ikast-Brande Kommunes næste borgmester blev kort. Efter mange overvejelser valgte hun torsdag at trække sig fra kampen om at blive Venstres kommende spidskandidat.

Det sker få dage, efter at Venstres byrådsgruppe - minus de fire, der stiller op som mulig spidskandidat - valgte at offentliggøre en prioriteret liste, der placerede Mosegaard på en 3.-plads efter hendes to mandlige byrådskolleger, Henrik Engedahl og Ib Lauritsen.

- Der har været meget snak og der er mange holdninger til, om man er god nok. I en valgkamp bliver man mål og vejet. Det er jeg helt ok med. Men de seneste dages udmeldinger i pressen har fået mig til at tage tingene op til overvejelse, siger hun.

- Jeg havde en fornemmelse af, at Venstres gruppe, der to gang i træk har valgt mig som gruppeformand, så mig som en oplagt kandidat. Men de seneste dage har jeg fornemmet, at jeg bliver modarbejdet. Jeg kan godt klare lidt modvind, men for mig handler dette ikke om personlige mål eller karriere. Det handler om, hvad der er bedst for vores kommune - den kommune, som jeg brænder for at gøre det rigtige for. Og hvis jeg som spidskandidat og eventuelt kommende borgmester bliver modarbejdet eller konstant møder modstand og modvilje, får vi fire års ørkenvandring, hvi ikke kan arbejde positivt for en sund udvikling af kommunen. Det vil jeg ikke være medskyldig i, siger Annette Mosegaard, der naturligvis er både ærgerlig og ked af udviklingen.

- Jeg havde slet ikke stillet op, hvis jeg havde vidst, at vi på denne måde ville skade Venstre og dermed også vores mulighed for at arbejde for Ikast-Brande Kommune, siger hun.

Annette Mosegaard er fast besluttet på, at hun ikke vil smække med døren og forlade Venstre.

- At gå efter borgmesterposten var en drøm, fordi jeg mener, jeg havde noget godt at bidrage med - men det var ikke et mål i sig selv. Jeg brænder stadig for lokalpolitik, for vores kommune og for at gøre en positiv forskel. Så jeg fortsætter umiddelbart gerne i lokal politik og i Venstre, siger hun, men peger dog på, at borgmesterposten er et fuldtidsjob. Nu da det ikke længere er en mulighed, er hun nødt til at tage sit eget liv op til overvejelse og finde ud af, hvad hun skal karrieremæssigt.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul