Drengedrømmen var at blive bankdirektør eller borgmester
Som barn drømte Henrik Overgaard om to ting: at blive bankdirektør eller borgmester i Brande. I mere end 10 år har han været Handelsbankens filialdirektør i hjem- og hjertebyen, og i det nye år træder han ind i byrådssalen som et af ti nyvalgte byrådsmedlemmer.
Med risiko for at fremstå en anelse svulstig kan man sige, at valget til byrådet var den foreløbige kulmination på et livslangt kærlighedsforhold til Brande.
Godt nok er Henrik Overgaard (bill.) født og opvokset i Allerød på Nordsjælland, men hele hans familie helt tilbage til tipoldeforældrene stammer fra Brande. Imidlertid valgte hans forældre at slå sig ned i Nordsjælland, inden han blev født, men alle ferier blev tilbragt i Brande, og i dag bor familien Overgaard i det hus på H. C. Andersensvej, som Henriks morfar selv var med til at bygge i 1972.
- Jeg føler, jeg har været ligeså meget i Brande som i Allerød, siger Henrik Overgaard om sin barn- og ungdom. Han var ikke ret gammel, før han selv tog toget og færgen til Brande – Storebæltsbroen lå stadig nogle år ude i fremtiden – og på stationen stod vennerne klar til at tage imod. Når bagagen var afleveret på H. C. Andersensvej, var det ikke meget, bedsteforældrene så til deres barnebarn, som på skift var indkvarteret hos kammeraterne.
Ferierne blev bl.a. brugt på at fiske, på at spille fodbold og i en lidt senere alder på at køre på knallert, husker han med et smil, der næsten strækker sig fra øre til øre – det var ganske enkelt en fantastisk tid.
- Jeg har altid været et sted, hvor der har været noget at lave – og jeg har aldrig kedet mig, fastslår han.
Læs hele portrættet af det nyvalgte byrådsmedlem i næste uges udgave af Brande Bladet .
Tilføj kommentar