Dobbelt op på naturbrande
Selvom det måske ikke umiddelbart virker sådan, er naturen i øjeblikket knastør, hvilket der endnu engang blev ført bevis for onsdag eftermiddag.
Først blev brandfolkene fra Falck i Brande kl. 16.52 kaldt ud til en mindre naturbrand på Greenvej i Arnborg.
Her havde en mountainbikerytter set røg fra et bynært skovområde og tilkaldt brandvæsnet, som kunne konstatere, at der var ild i en trærod. Årsagen har indsatsleder Jan Sørensen ikke noget bud på, men brandfolkene var dårligt nok nået tilbage til Brande, før der kl. 17.28 igen var bud efter dem.
Denne gang var den gal ved motorvejssøerne (de tidligere bade-/hundesøer) ved Skovbrynet, hvor der var ild i en skrænt i noget buskads.
Her er indsatslederens bud, at der er tale om drengestreger; formentlig har nogle unge mennesker været ved at tænde et bål, som så er kommet ud af kontrol.
Et borde/bænkesæt af ældre model havde ikke så godt af flammerne, men bortset herfra kom der ligesom i Arnborg hurtigt styr på branden.
- Det er tørt, så pas på, lyder formaningen fra Jan Sørensen efter den femte naturbrand i Brande-området på otte dage.
Tilføj kommentar