Fætters klumme:
Sædvanligvis husker jeg min skoletid med glæde og taknemmelighed. Afslappede, elskværdige lærere på en god, gammel traditionsrig skole midt i Herning. Herlige kammerater - flere af dem endda gode fodboldspillere.
Det rent faglige interesserede mig ikke stort. Jeg satsede på dansk, såvel mundtligt som skriftligt, på historie,  geografi og biologi. Disse fagområder dækkede mine forskellige fritidsinteresser - og jeg kan stadig fornemme min stolthed, da jeg på en eksamensdag fortalte såvel min lærer som censor træk fra den fransk-tyske krig - som de overhovedet ikke var bekendte med og ikke havde hørt om. Min historielærer, Aagaard, der kendte min fritidsinteresse for historie, tog det roligt, men censor - der var fra en anden skole - var nede på lærerværelset for at slå mine oplysninger op. Han kom tilbage, synligt imponeret. - Det passer sgu´, sagde han til kollegaen.
Det var en god dag.
Meget anderledes end de oplevelser, jeg havde i regning, matematik, fysik og kemi. I disse fag fik jeg daglige skuffelser, og det eneste opløftende var mine kammeraters åbenlyse glæde over mine nedture. 
Men det bekymrede mig ikke. Ganske vist tog skolen seks-syv timer hver dag, det var meget. Men som jeg trøstede mig selv: - Alle dem, jeg ville træne fodbold sammen med, var også i skole, så i virkeligheden mistede man ikke noget. Bortset fra glæden.
Min interesse for - og glæde over - fodbold var enorm. Dengang var der Gud være lovet ikke professionel fodbold i Danmark. Havde der været det, var jeg aldrig blevet chefredaktør på tre forskellige provinsaviser - endsige have oplevet provinsbyernes indre liv på den intense måde, jeg gjorde som chefredaktør. Så var jeg blevet fodboldspiller. Næppe en stor klassespiller, men en god jævn middelvare, der var pensioneret midt i trediverne. Jeg var til fodbold - og KUN til fodbold.
Vi spillede fodbold i skolen - og i fritiden. Hver dag - og mange timer. Alle drenge var med - det var de nødt til - for der var ikke andet at lave. Kort sagt var der to slags drenge: Dem, der spillede i klub, og dem, der bare spillede.
Vi klubspillere var naturligvis langt de bedste. Det lagde vi heller ikke skjul på. Og det er så noget af det, jeg ikke kan lide at tænke tilbage på - og hvor jeg føler, Skt. Peter en dag vil spørge:
- Arne, var du med til det?
Og så må jeg slå øjnene ned og lavmælt svare: - Ja, desværre.
Men vi gjorde det hver dag - i mange år. Ikke bare derhjemme i gården, men også i skolen. Hvorfor vores gymnastiklærer ikke lærte os noget andet, kan jeg undre mig over.
Men vi skulle vælge hold. To mand blev udpeget til at vælge. Sædvanligvis to af de gode klubspillere. De valgte så kammeraterne fra klubben - eller de gode konkurrenter fra den anden klub. Efterhånden var de to hold så nået op på 10-12 spillere. Så var det almindeligt, at den ene af de vælgere slog ud med armen og sagde: - Vi tager Hans Peter - og så må I få resten….
- Så må I få resten!
- ”Resten” var den lille flok små, ikke sportsmindede kammerater, som ikke var blevet valgt.
- I dag tænker jeg med rædsel på, hvad vi udsatte disse uskyldige,  gode kammerater for. Hvor må de have hadet fodbold på samme måde, som jeg hadede matematik. Og hvor må de have hadet os blærede klub-spillere, 
- Hvor var det frygteligt. ”Resten” - om vore egne kammerater.
For nogle år siden snakkede jeg med min gamle sidekammerat - og fodboldkammerat om det med ”resten”.
Jeg fortalte ham, at jeg skammede mig med tilbagevirkende kraft.
- Han så  på mig med et bredt grin og skålede: - Det skal du sgu’ ikke tænke på, sagde han.- De spillede jo ad helvede til….