Der loves og loves…

Valgkampen er i fuld gang. Partierne inviteres til valgmøder. Der skrives læserbreve – og der loves og loves. Der skal ikke spares på folkeskolen og kulturen, ældreområdet skal tilføres flere penge osv.
Jeg ville rigtig gerne deltage i uddelingen, for den nære velfærd fattes i alvorlig grad penge, men må som ansvarlig byrådspolitiker minde om, at Ikast-Brande kommune i de kommende 4 år skal spare ikke mindre end 122 mill. kr. Besparelserne er beskrevet i det budgetforlig, som alle byrådets partier stemte for ved sidste byrådsmøde.
Ikast-Brande kommune har ikke områder, der har for mange penge. Der er sparet på stort set alt – derfor synes jeg det ville klæde debatten, hvis den blev mere realistisk. Ændrer tingene sig ikke dramatisk, kommer virkeligheden i de næste 4 år ikke til at handle om hvilke områder, der kan fredes eller tilføres penge – det kommer til at handle om hvilke områder, der skal spare mest!
Nu kan vi så håbe på dramatiske forandringer – det kunne fx være at regeringen bliver enige med Dansk Folkeparti om ikke at give 23 milliarder til skattelettelser, men give dem til borgernær velfærd i kommunerne.
Vi socialdemokrater anviser 4 muligheder for at forbedre økonomien, så besparelserne ikke bliver så omfattende: Flere i arbejde, flere tilflyttere, samling af administrationen og evt. en skattestigning.
Sådan et læserbrev giver sikkert ikke mange stemmer – men jeg har det nu bedst ved se problemerne og de økonomiske udfordringer i øjnene og ikke foregøgle vælgerne noget, man ikke efterfølgende kan leve op til.
Frank Heidemann Sørensen, spidskandidat for Socialdemokratiet
Tilføj kommentar