Demokratiet på arbejde
Kommentar af Mikael Lund
Det var en temmelig speciel, men også en både god og positiv oplevelse at dække mandagens byrådsmøde. Normalt kan man hurtigt hilse på de relativt få tilhørere, der er mødt op i byrådssalen, og mange af dem kender vi journalister efterhånden på fornavn.
Sådan var det på ingen måde mandag!
Over 200 Isenvad-borgere var mødt op for at vise og udtrykke deres bekymring over planerne om testvindmøller på Københavnerheden tæt på byen. Det er deres demokratiske ret, og den udøvede de med værdighed.
Det fik mig til at tænke på, hvor privilegerede vi er at leve i et samfund, hvor noget sådant kan lade sig gøre i god ro og orden. Uden massivt politiopbud, uden ukvemsord og kasteskyts og uden at behøve at frygte for det eller noget, der er meget værre. Det er langt fra i alle lande – efterhånden faktisk kun i nogle ganske få – hvor noget sådant kan lade sig gøre.
Det skal vi huske at glæde os over og værdsætte – og frem for alt værne om. Og det er ikke kun de folkevalgtes opgave – det er vores allesammens!
Tilføj kommentar