Lange briller med flerstyrkeglas

Henrik Kraglund

Om: Brande, byudvikling, bosætning og beskæftigelse.

Præstelundskolens kommende placering er nu fastlagt, hvis et flertalsønske skal følges. Det har vi fået et fingerpeg om ved en uvidenskabelig men meget interessant afstemning. Men så simpelt er det ikke.

Vi skal nemlig nu højere op – så højt op, at vi ”almindelige” branditter (og politikerne) må slippe taget og overlade den videre proces til specialisterne.

VI SKAL HAVE BYPLANLÆGGERNE PÅ BANEN. For det er byplanlæggere, som kan arbejde med udviklingsstrategier, borgerinddragelse, trafik(sikkerheds)planer, byrum, stiplaner, erhvervsudvikling o.s.v. Det kan hverken forvaltning eller politikere på tilstrækkelig kvalificeret vis, fordi der skal indgå mange ingredienser, som jo alle sammen skal holde de næste 50-100 år! Så det er rigtig lange briller.

Udviklingsscenarier

Byplanlæggerne skal arbejde med scenarier, hvor indbyggerantallet er 7.000 (som i dag), 10.000 på en 4-5-6-års sigt og 14.000 indbyggere i løbet af måske bare 8-10 år.

7.000 indbyggere er status quo og giver os plads til at diskutere om begge vores skoler skal være med overbygning eller ej. Men det er jo ikke det, der nu er tale om.

10.000 indbyggere kræver 2 fuldt udbyggede skoler og anlæggelse af det, der svarer til ca. 10 veje som Lars Nielsens Vej.

14.000 indbyggere kræver 3 fuldt udbyggede skoler og anlæggelse af yderligere 12-15 veje som Lars Nielsens Vej.

Nogen har endda forudset et tal på den fjerne side af 20.000 indbyggere - det dvæler vi ved et øjeblik!

De nye boligområder skal ikke kun omfatte ganske almindelige byggegrunde, men også meget eksklusive byggegrunde - måske på begge sider af Brande Å - for således at tiltrække personer på ”lederniveau”, som jo i dag i stort omfang bor udenfor Brande og i det hele taget udenfor kommunen. Hvis vi er vakse, kan vi måske endda nå at etablere et attraktivt ”Hagedorn-parken” for overlægerne ved Gødstrup Sygehus?! (Hagedorn var overlæge på Brande Sygehus og regnes for en af insulinets fædre). Her vil den øvrige del af kommunen fint kunne byde ind med tilsvarende attraktive beliggenheder og herlighedsværdier. Det vil hjælpe godt på skattegrundlaget at få disse indkomstgrupper som nye borgere i kommunen.

Vi må ikke kikse i denne fase. Allerede på den korte bane bliver Brande stærkt udfordret. Bestseller Village vil nemlig på kort sigt blive en byggeplads for vel 500-1.000 personer. Og ikke alle vil bo i skurvogne/barak-byer/pavilloner! Hotel- og spisefaciliteterne vil blive udfordret.

Beskæftigelse

Bestseller Tower og Bestseller Village vil blive en daglig arbejdsplads for mange tusinde medarbejdere. Rigtig mange af disse vil være i den lavere indkomstgruppe (HK-arbejde på kontor og i butikker, lagerarbejde, hotelpersonale og servicemedarbejdere i bred forstand). Mange af disse jobs varetages i dag af udenlandsk arbejdskraft, men med Socialdemokratiets og DF´s modstand mod brug af udenlandsk arbejdskraft, ligger der en stor udfordring foran os (samfundet) og en stor risiko for at tage toppen af væksten i samfundet .

Vi skal altså have kvalificerede medarbejdere til at flytte til området. Vi skal have boliger klar til dem, når de kommer. For de skal altså komme udefra. De er ikke indenfor rækkevidde i dag. Og de vil ikke pendle, som højt-/højere lønnede medarbejdere vil gøre det – det har de ikke råd til. Èn bil i husholdningen – den anden må cykle til og fra arbejde. Så de skal bo i Brande.

Og Brandes udvikling er jo ikke bare Bestseller. Vi har en perlerække af virksomheder, som skaber fremragende resultater og som også vil efterspørge medarbejdere af enhver art.

Så dette er politikernes kolossale udfordring: at skabe forudsætningerne for at tusindvis af nye borgere kan få tag over hovedet på kort sigt men samtidig så hurtigt, at nye medarbejdere også er til rådighed i samme takt som der er behov for dem. Det er som at blæse og have mel i munden. På én gang! Den kunst må kunne opøves.

De kommende byrådspolitikere får altså nogle helt enestående opgaver, som byrådskolleger i de fleste andre byer vil misunde dem. At bidrage til denne udvikling kan jeg garantere læserne for, at Fælleslistens kandidater vil skuldertackle hinanden for at være en del af.

Henrik Kraglund,
byrådskandidat for Fælleslisten

Kommentarer

Jeg som troede Fælleslisten var upolitisk, det blev jeg med Henrik Kragelunds kommentar lige bekræftet i at det er de ihvertfald ikke.

"Mange af disse jobs varetages i dag af udenlandsk arbejdskraft, men med Socialdemokratiets og DF´s modstand mod brug af udenlandsk arbejdskraft, ligger der en stor udfordring foran os (samfundet) og en stor risiko for at tage toppen af væksten i samfundet"

Ja, jeg er imod udenlands arbejdskraft, for udenlandske arbejdstagere i Danmark bidrager i alt for mange tilfælde til løntrykkeri og social dumping. Derved holdes ledige danskere uden for arbejdsmarkedet, når det er billigere for virksomhederne at ansætte en udlænding, som er villig til at arbejde under dårligere arbejdsvilkår end dem, vi ellers normalt kender på det danske arbejdsmarked. Jeg vil ikke finde mig i social dumping. Arbejde i Danmark skal ske på danske løn- og arbejdsvilkår.
Kom ind i kampen Henrik Kragelund.

Socialdemokratiets og DF´s modstand mod brug af udenlandsk arbejdskraft er bekosteligt for samfundets velfærdsudvikling. Vi har så mange jobs i det danske samfund, som ikke kan varetages af (etniske) danskere, dels fordi der ikke er tilstrækkeligt mange ledige (danske) hænder, dels fordi der er tale om jobs, som (etniske) danskere ikke vil påtage sig.
Kan du skaffe 150-200 etniske danskere, som vil sæsonarbejde hos Axel Månsson? Kan du skaffe medarbejdere i form af kammerpiger (m/k) til hotelbranchen? Kan du skaffe chauffører? Kan du på lidt længere sigt skaffe måske 1.000-1.500 faglærte og ufaglærte danskere, som vil kunne varetage jobs i Brande?
Og vi taler om jobs på danske løn-og arbejdsvilkår. Socialdemokratiet vil opgradere 70.000 ufaglærte til faglærte. Det vil koste måske 10 mia. kr. Giver det flere arbejdsduelige hænder? Nej, det gør det ikke. Fælleslisten er upolitisk og mine betragtninger er ikke politiske - de er økonomiske. Ved du, hvad det betyder, hvis ikke vi kan skaffe flere hænder? Det betyder lønpres? Det giver manglende konkurrencedygtighed. Det svækker væksten. Det bliver vi alle fattigere af.
Henrik Kraglund ER inde i kampen. Han har bare nogle andre forudsætninger for at se en samfundsmæssig sammenhæng, end du har. Og sådan er det da bare. Det er ikke min ideologi, der er tale om. Det er min viden om samfundsmæssige økonomiske sammenhænge, jeg giver udtryk for. Det vil jeg meget gerne duellere med dig om.

Det har du helt ret i, det bliver vi aldrig enige om, og det har jeg det helt fint med.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Arne Danielsen bannerannonce
Bannerannonce for dinTandlæge i Brande

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul