Ude af øje, ude af sind

Hvor er jeg ærgerlig over, de svar Kaare Dybvad Bek giver på de spørgsmål Konservatives Dina Raabjerg har stillet omkring fremtiden for Kærshovedgård. Så må vi forvente det samme svar, til det fælles brev fra byrådet i Ikast-Brande Kommune.

Absolut ingen brugbare og konstruktive løsninger på bordet. Ministeren peger alene på tryghedspakker for naboerne og statens opkøb af de nærmeste gårde omkring – at betale sig til tavshed.

Hvad hjælper det Sven, som mistede sin kone i en grim trafikulykke? Hvad hjælper det alle os andre, når vores unge, via Kærshovedgård, kan købe stoffer så let som ingenting?

En af de største sager, omhandlende stoffer, kører i øjeblikket ved Retten i Herning. De skyldige, hvis de bliver kendt skyldig, er beboere fra Kærshovedgård

Det er åbenlyst, at mange af de kriminelle på Kærshovedgård ikke spiller efter samme regler, som os andre. Sammenlign det med superligaen, og forestil dig, at du ser en kamp mellem FCM og FCK, og det ene hold spiller efter andre spilleregler, det ville ingen acceptere, med mindre, man ikke går op i fodbold.

Kærshovedgård bør vi alle gå op i, og allerede 3 uger efter den forfærdelige ulykke den 24. april, hvor en 55-årige kvinde blev slået ihjel i en trafikulykke, forårsaget af en beboer på Kærshovedgård, må vi konstatere at regeringen ikke har tænkt sig at gøre noget – ud over at købe sig til tavshed. Vi kan kalde det, ”Ude af øje, ude af sind ”.

Mine følelser er en blanding af vrede, frustration og tristhed både i forhold til familien og i forhold til den del af beboerne, der ikke er en del af det kriminelle miljø. De er fanget i en virkelig klemme – for dem vil det være meget bedre at bo og arbejde, at være en del af det danske samfund med skole, job og håb. De er også gidsler i det her rod.

Det kan virkelig ikke være rigtigt, at der ikke kan sættes ind over for de kriminelle, der er udviste, afviste eller folk på tålt ophold.

Der skal simpelthen findes nogle løsninger. Kriminelle beboere bør som minimum kunne idømmes fodlænke, hvis de ikke kan udvises omgående. Det er vigtigt for retsfølelsen, at vi ved, hvor disse mennesker befinder sig.

En løsning kunne være, at de kriminelle beboere på Kærshovedgård, som ikke vil spille efter de danske regler, behandles efter deres egne regler, dvs. kontant afregning – omgående.

Konkret vil det sige, at de omgående skal sendes retur til fængslet, hver gang de overtræder opholds- eller meldepligt samt anden gældende lovgivning. Og det må vi kunne klare ved at lave en proces, hvor beboerne stilles for en dommer med det samme, dommeren skal kunne tildele en straks dom.  I forvejen bruger retten i Herning hver eneste måned, flere dage på sager fra udrejsecenteret

Vil man (hermed mener jeg Regeringen) alligevel ikke gøre dette, så skal de kriminelle på Kærshovedgård som min. isoleres fra de øvrige beboere, og sættes under skærpet overvågning og kontrol indtil de kan udvises.

Vil man (hermed mener jeg Regeringen) heller ikke det, så luk det udrejsecenter og spar de mange millioner, det koster at drive det. Det giver ikke så meget mening som det er nu.

Faktisk virker det som om, at det hegn der omkranser Kærshovedgård, er opsat, for at holde os andre ude

 

Med venlig hilsen

Annette Øgaard

Konservativ Byrådsmedlem Ikast-Brande kommune.

 

 

Kommentarer

Regeringen SKAL foretage sig noget angående kriminelle beboere, og det skal ikke bare være opkøb af ejendomme, det er fuldstændig uacceptabelt, at bruge penge på det.
Der skal findes en løsning, og det skal ske meget hurtigt.

 

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Brande Camping
Kvalitetfyrærkeri
Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul