Brandes borgere blev snydt for visionen

Nordlundvej 57 set fra Nordlundvej mod syd - lavtliggende arealer med høj grundvandsstand (foto: Jens S. Thomsen).

På vegne af Danmarks Naturfredningsforenings (DN’s) lokalafdeling i Ikast-Brande har formand Jens Schiersing Thomsen indsendt nedenstående høringssvar til planerne om at udlægge området på Nordlundvej/Brandlund Hede vest for rideskolen til boliger:

Ikast-Brande Kommune har lavet en strukturplan for ”Naturbydelen Brande Syd, mellem by og bakke”. DN Ikast-Brande har set positivt på denne strukturplan og anerkendt den med få bemærkninger. Derfor havde vi også forventet, at lokalplanen ville leve op til de ideelle og ambitiøse visioner, som ligger i strukturplanen.

Men lokalplanen lever på ingen måde op til kvaliteten og indholdet i strukturplanen.

Derfor opfordrer vi byrådet vil at revurdere lokalplanen for at bringe den i overensstemmelse med de ideer og visioner, der ligger i Strukturplanen. I modsat fald vil DN Ikast-Brande arbejde for, at lokalplanen annulleres og at arealet bliver taget ud af Strukturplanen.

DN Ikast-Brande mener, at det pågældende område mellem rideskolen og Nordlundvej 61 har en så høj naturmæssig interesse og værdi, at det ikke bør udlægges til et ordinært boligområde, som kan ligge hvor som helst. Vi mener, at det i stedet for bør udlægges til fremtidige fritidsaktiviteter og udformes med respekt i forhold til de eksisterende naturværdier og -interesser, der er i området. I forvejen er der rideklubben, mountainbike- sport og golf i nærheden, som ligger fint i tilknytning til Brandlund mose og hede. Vi mener, at området kan blive et attraktivt fritidsområde, til det rigtige formål.

Vi vil gå tilbage til vores oprindelige standpunkt; - at nye boliger i den del af Brande by skal ligge mellem Nordlundvej og Sandfeldvej. Der skal ikke være nye boliger mellem Nordlundvej og Brandlund mose og hede, og der skal ikke være boliger mellem Sandfeldvej og Skjern Å. Her er naturinteresserne for dyrebare.

Hvis byrådet mod vores forventning vil fastholde lokalplanen, som det foreligger, vil vi påklage den endelige godkendelse ved bl.a. at gøre gældende, at den største del af lokalplanens område er omfattet af en skovbyggelinje, samt at hele planområdet i er udpeget som et bevaringsværdigt landskab i den gældende kommuneplan.

Baggrunden for vores bemærkninger

VI har gennemgået lokalplanen og sammenholdt den med strukturplanen ”Brande Syd, mellem by og bakke”. Vi har taget udgangspunkt i borgmesterens forord til strukturplanen og planens indhold for ”Skoven”.

Borgmesterens forord til strukturplan for naturbydelen Brande Syd mellem by og bakke:

”Nærværende strukturplan "Brande Syd, mellem by og bakke" er resultatet af et grundigt og inkluderende forarbejde.

Byrådet har under udarbejdelsen haft som sit primære fokus at medvirke til en plan som først og fremmest adresserer Brandes behov for attraktive boligområder, dernæst viser et aktivt hensyn til naturen og biodiversiteten i området.

Sidst, men ikke mindst har det været afgørende at finde en robust løsning på, hvordan vi håndterer vandet, som på flere måder spiller en udfordrende rolle, ikke kun i Brande Syd, men også i Brande midtby.

Byrådet tror på, at umiddelbar tilgængelig natur er vigtig for det enkelte menneskes trivsel, og vi tror på, at man med så ambitiøs plan som denne, skal sætte sig for at løse mere end én udfordring. Derfor er strukturplanen en velunderbygget klimasikringsplan for området, og derfor har planen fællesskab og mangfoldige boformer som fællesnævner.

Strukturplanen for Brande Syd vil med sine fem tematiske boligområder og sit forgrenede sti-forløb, øge oplevelsen af Brandes bymæssige variation.

Byrådet er stolte af at være lykkedes med en strukturplan, som åbner landskabet op til glæde for hele Brande by, en bosætningsvision med hensyn til både individ, fællesskab og natur, og en robust klimasikring, som ikke kun aflaster Brande Syd, men også Brande midtby.

Strukturplanen rækker mange år ud i fremtiden. Den er tænkt som en vision, hvor livskvalitet, naturpleje og klimahåndtering er primære og underbyggede pejlemærker. Vi vil udfolde visionen ét skridt ad gangen efterhånden, som behovet opstår, og vores erfaringer vokser.”

Nedenfor er DN´s vurdering af Lokalplan 398 i forhold til borgmesterens og byrådets forord.

Planlægning / Natur

1. Et grundigt og inkluderende forarbejde.

Vi synes, at det lykkedes at skabe strukturplanen på grundlag at et inkluderende arbejde ved møder i Remisen Brande. Alle var imponerede ved fremlæggelsen af planen på busturen. DN Ikast-Brande har set positiv på plane og anerkendt den med få bemærkninger.

Planen lykkedes – det er/var en god plan!

2. Behov for attraktive boligområder.

Attraktive boligområder

Strukturplanen viser en attraktiv plan for området ”Skoven”. Det er en meget åben planløsning med plads til store sammenhængende friarealer. Strukturplanes område er på godt 19,1 ha. Der er vist, at der er plads til 45 boliger, en vådeng og den eksisterende hestefold.

Lokalplan 398 viser en meget ordinær udstykning. Det er en meget tæt / kompakt planløsning med små og usammenhængende friarealer. Lokalplanens område er på 15,9 ha. Der er plads til 110 boliger. Vådengen og hestefolden er væk!

Lokalplanen dumper fordi:

Det er en ordinær plan som på ingen måde kan sammenlignes med de visioner, der er indbygget i strukturplanen for et attraktivt boligområde. Området er væsentlig mindre end strukturplaner, men der er dobbelt så mange boliger i området og langt mindre fællesarealer. Den lever på ingen måde op til strukturplanens visioner for et attraktivt boligområde.

Arkitekturen skal holde et niveau

Strukturplanen beskriver bl.a., at der i ”Skoven” kan bygges både villaer og rækkehuse. Det afgørende er, at arkitekturen holder et højt niveau. Man skal bygge på skovens præmisser. Facaderne skal være træbeklædte, og garagerne skal placeres i matriklernes bagkant, så det altid er husene, man møder først. Grunden skal have skovkarakter - en vis del af grunden er helliget skovrejsning.

Lokalplan 398 indeholder ingen specielle krav til facaderne - kun almindelige generelle krav. Der er ikke krav om at grundene skal have skovkarakter.

Lokalplanen dumper fordi:

Der er ingen garanti for individuelt byggeri, som lever op til visionerne i strukturplanen. Vi forventer, at det er bygherren, der selv vil bygge alle husene. Derfor er der en risiko for, at det bliver almindelige og ensartede huse uden væsentlig variation. I så fald bliver det et ordinært boligområde, som kan ligge hvor som helst, og som ikke fortjener at ligge med en så attraktiv og unik placering i forhold til naturen – samtidig med, at de end ikke vil udnytte de naturmæssige kvaliteter, der ligger i området.

3. Aktivt hensyn til naturen og biodiversiteten i området.

Skoven og stien:

Strukturplanen respekterer den eksisterende skov og hede og den lægger op til, at skoven udbygges og ”trækkes” ind i boligområdet. Strukturplanen bevarer den eksisterende stiforbindelse i skovkanten mellem rideskolen og Nordlundvej 61. Det er fra gammel tid den nederste ende af Nedergårdsvej, som bør bevares.

Lokalplan 398 fjerner ca. 1,9 ha. skov, den fjerner stien og indeholder ikke en ny sti til erstatning.

Lokalplanen dumper fordi:

Den tager ingen hensyn til den eksisterende skov og borgernes færden i og ved heden og skoven. Enhver kan se, at stien er meget benyttet af gående, cyklister, motionister, heste med mere, og det giver ingen mening at fjerne hverken sti eller skov for at lave boliger.

4. Strukturplanen er en velunderbygget klimasikringsplan for området. En robust løsning på, hvordan vi håndterer vandet. Og en robust klimasikring, som ikke kun aflaster Brande Syd, men også Brande midtby.

Vådeng og skovsø:

Strukturplanen løser et vandproblem i området og benytter det aktivt til at lave et nyt naturområde i tilknytning til de nye boliger og lader det indgå som en del af klimasikringen. Den lægger op til et spændende nyt naturområde. Strukturplanen understreger generelt, at den store mængde vand, der skal afledes fra området, giver mulighed for at skabe gode vækstforhold til våde naturtyper. Denne naturtype vil også skabe den sprednings-korridor for flora og fauna, som vil forbinde Brandlund mose med Brande Å via det lille vandløb i Ny Sandfeld udstykningen.

Lokalplan 398 gør ingen ting. Tværtimod. Den plastrer hele området til med huse. Der er kun et krav om, at bygherre skal lave en plan / redegørelse for håndteringen af overfladevand. Det er reelt det mindste problem i området. Og der er ingen krav om klimasikring.

Lokalplanen dumper fordi:

Den gør ingen ting i forhold til Strukturplanens visioner om at udnytte de gode vækstforhold til våde naturtyper.

5. Afvanding og klimasikring

Strukturplanen understreger generelt, at der er et behov for af sikre en effektiv afstrømning af vand og at der laves en effektiv klimasikring. Enhver der bor i nærheden af Lars Nielsens Vej ved, hvad det drejer sig om.

Lokalplan 398 gør ingen ting. Enhver kan se, at grundvandet står højt, og der står blank vand på den mark, der nu skal byggemodnes til boliger – der skal også være boliger der, hvor der står blank vand!

Lokalplanen dumper fordi:

Den gør ingen ting i forhold til afvanding og klimasikring

Miljøvurdering

Strukturplan indeholder ingen konkret miljøvurdering. Men den løser alligevel de væsentligste problemer, der er i området:

1. Overfladevand. De lavtliggende arealer inddrages til ny bynær natur. Klimatilpasningen løses samtidig.

2. Flagermus. Den eksisterende skov, læhegn og bebyggelse bevares.

I lokalplan 398 er der beskrevet en miljøscreening, som fastslår, at der ikke skal miljøvurderes. I forbindelse med gennemførelsen af lokalplanen skal der laves en plan for overfladevandet. Og der skal senere laves et notat for flagermus.

Lokalplanen dumper fordi:

Der er ikke lavet en tilstrækkelig miljøvurdering som grundlag for lokalplanen. Derfor har DN Ikast-Brande påklaget den miljøscreening, der er foretaget. Der henvises til DN Ikast-Brandes påklage af den miljøscreening, der er foretaget i lokalplansforslaget.

Påklagen er vedlagt.

På side 5 i Strukturplanen er der et afsnit med følgende ordlyd:

MERVÆRDI- IKKE BARE LOKALT, MEN PÅ BYNIVEAU

Det naturlige vandbidrag fra de opstrømsliggende topografiske oplande samt opsivende vand inden for projektområdet, giver mulighed for at skabe gode vækstforhold til våde naturtyper i Brande Syd. Der findes naturmæssigt unikke muligheder inden for projektområdet, som er oplagte at bygge videre på og give befolkningen adgang til. Mulighederne er unikke, da der i området er en hydrologi og næringsfattighed i jordbunden, som gør det muligt at skabe og understøtte eksisterende overdrev, heder, fattigkær og hængesæk. De nævnte naturtyper er alle egnskarakteristiske og fortæller en stærk historie om landskabet omkring Brande.

Vi står tilbage med følgende spørgsmål i forhold til Lokalplan 398, ”Skoven”:

- Hvor blev klimasikringen af?

- Hvor blev mulighederne for at skabe gode vækstforhold til våde naturtyper af?

- Hvor blev kvaliteten i boligområdet af?

- Hvor blev samspillet mellem boligområdet og naturen af?

- Hvor blev ambitionerne i strukturplanen af?

- Hvor blev ”Skoven” af?

Alle de gode ideer og ambitiøse planer som blev besluttet af byrådet er pist væk!

Sluttelig vil vi derfor opfordre byrådet til at ændre lokalplanen, så den igen bringes i overensstemmelse med den oprindelige visionære strukturplan for Brande Syd.

Kommentarer

Ja, en utrolig flot strukplan. Er det kejserens nye klæder om igen?

Selvfølgelig giver Ikast-brande kommune en entreprenør lov til at bygge indenfor skovbyggelinien.

Selvfølgelig giver Ikast-brande kommune en entreprenør lov til at bygge i et område man selv har erklæret bevaringsværdigt.

Selvfølgelig giver Ikast-brande kommune en entreprenør lov til at vælte skoven før lokalplanen er vedtaget.

Selvfølgelig giver Ikast-brande kommune en entreprenør lov til at bygge meget tæt på et fredet hedeområde, der har stor rekreativ værdi for lokalområdet.

Selvfølgelig giver Ikast-brande kommune en entreprenør lov til at bygge de højeste boliger tættest på det fredede område så man skjuler bakkeøen.

Selvfølgelig giver Ikast-Brande Kommune en entreprenør lov til at bygge på de marker, hvor rideskolens heste i øjeblikket græsser.

 

Selvfølgelig er Ikast-Brande kommune Danmarks mest erhvervsvenlige kommune

 

OBS: Ironi kan forekomme i dette indlæg.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Brande Camping
Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul