Carl Jensen stopper i byrådet
Når vælgerne til november skal til stemmeurnerne for at afgive deres stemme i forbindelse med kommunalvalget, bliver det uden Carl Jensens navn på stemmesedlen.
”Blåhøjs borgmester” har i forbindelse med de nyligt afholdte opstillingsmøder meddelt Venstres partiforening, at han ikke genopstiller. Det er imidlertid hverken Inger Støjberg, Jakob Ellemann, Lars Løkke eller dårlig ryg, der er skyld i beslutningen, fastslår Carl Jensen, som indenfor kort tid har været ramt af 3 diskusprolapser og er blevet opereret for de 2.
– Nu har jeg været med i 20 år – der må nogle yngre kræfter til, siger Venstremanden, som kunne fejre sin 60-års fødselsdag i august 2019.
Han har dog på trods af rygproblemerne ingen planer om at stoppe med byrådsarbejdet før tid, men agter at sidde valgperioden ud og fortsætter med at deltage i møderne, forsikrer han – og så håber han på, at der melder sig en ny kandidat fra Blåhøj-området på banen.
- Mit ønske er, at der kommer en, der stiller op – det er vigtigt, at der sidder en fra området, lyder det fra Blåhøjs snart forhenværende uofficielle borgmester, som ved det seneste valg opnåede 360 personlige stemmer, 40 flere end i 2013.
Læs mere om baggrunden for Venstremandens beslutning om ikke at genopstille i næste uges udgave af Brande Bladet.
Tilføj kommentar