Carl Jensen er imod biogas-vejplaner
Byrådsmedlem Carl Jensen fra Fælleslisten mener ikke, kommunen skal overtage vejen ind til biogasanlæg
Af Per Andreasen
Venstremanden Morten Bak står ikke alene med sin skepsis over for planerne for et biogasanlæg ved Axel Månssons salatgartneri øst for Brande.
Fælleslistens Carl Jensen gik som det eneste byråds-medlem i Ikast-Brande Kommune imod de aktuelle planer for vejføringen til anlægget. Og han er på ingen måde sikker på, at han vil stemme for projektet som helhed.
- Jeg mener, det er helt galt, at kommunen skal betale for at opgradere en privat fællesvej til offentlig vej, når der er en fin vej ind til anlægget i forvejen. Det stod jeg alene med på sidste byrådsmøde, fordi der er for få, der har taget stilling til det vejforhold, siger Carl Jensen.
Det forslag vinder dog ikke gehør hos et par af naboerne, Kirsten og Finn Jensen:
- Vi har skrevet det, og vi har forklaret borgmesteren det. Der er ingen tvivl om, at de første 450 meter af vejen er vores, og hvis de vil tage den fra os, skal vi slås meget om det, siger Kirsten Jensen.
Ægteparret har givet en tinglyst vejret til Axel Månssons to eksisterende virksomheder - hønseriet og salatgartneriet - med adresse på Grarupvej 15, men det skal hverken politikere eller projektmagere altså tage som et tegn på, at der automatisk gives vejret til flere.
Læs mere om biogas-sagen i dagens udgave af Brande Bladet.
Tilføj kommentar