Bubber for fuld hammer
Der var fuld fart på fra start, da Bubber fredag agerede auktionarius i Brande Hallerne i forbindelse med årets sidste omgang Idræt for sjov.
Da der samtidig var mødt et særdeles købedygtigt publikum op, kom der hurtigt gang i buddene.
Første køber blev bademester Ivan Andersen, der kan invitere tre personer med til spisning hos storebror Arne på Hotel Dalgas for i alt 1.200 kr. Gavekortet måtte han betale knap 800 kr. for.
Næste effekt under Bubbers hammer var 35 m2 granitfliser skænket af Denges Murerfirma, og efter en heftig budkrig endte fliserne med aftenens højeste hammerslag på 2.050 kr.
Derefter gik det bogstavelig talt slag i slag med bl.a. en sneslynge fra Stark og en køkkenmaskine fra Kvickly, inden Jacob Bruun sikrede sig tømrermester Allan Baunsgaard og Virkelysts arbejdskraft i 5 timer for 1.050 kr. - formentlig inkl. moms.
Efter knap 3 kvarters auktion var bordet ryddet for effekter, og Bubber kunne haste videre til dagens 3. stop, Vejle. Forinden gav han sig dog tid til at skrive et par autografer og få taget et billede med dem, der havde lyst til det.
Det samlede udbytte af auktionen blev på 10.575 kr., som går til kræftramte børn.
Tilføj kommentar