Brun’s Lopperi har fået nye ejere
Egentlig var der lagt op til en lukning med udgangen af juni, men med kort varsel har Brun's Lopperi fået nye indehavere i form af en trio fra Give.
Stinne Brandt Jensen, hendes datter Ea samt Lene Mohr driver i forvejen bodegaen Tunnelen i Give, og det bliver de ved med, forsikrer de – efter et år med corona-nedlukninger og en uges sommerferie er de klar til at tage fat, så butikken på Storegade holder åbent hele juli.
- Vi er vilde med lopperier, siger Stinne, der har haft en stand i butikken, siden den åbnede og derfor syntes det var ekstra ærgerligt, hvis den skulle lukke.
Planen er at drive Brun’s Lopperi videre under samme navn, og konceptet vil også blive fastholdt, oplyser hun videre.
Dog vil der nok blive satset lidt mere på børneafdelingen fremover, uddyber hun, men grundkonceptet med lopperier på 3 etager skal der ikke pilles ved.
Tilføj kommentar