Brande-unge i Folketinget

Olivia Mikkelsen og elevrådsformand Daniel Buur Christensen får debut som folketingspolitikere, når de på mandag sammen med klassekammeraten Michelle Sørensen deltager i Ungdomsparlament 2016 på Christiansborg.

På mandag bliver Brande, om end kun for en kort stund, repræsenteret i Folketinget.

Det sker, når 3 elever fra 9.A på Præstelundskolen tager til København for at deltage i Ungdomsparlament 2016, som afholdes på Christiansborg.

Blandt næsten 1.500 indsendte beslutningsforslag har arrangørerne udvalgt et forslag fra Michelle Sørensen, Olivia Mikkelsen og elevrådsformand Daniel Buur Christensen. Beslutningsforslagene har skullet holde sig indenfor et af temaerne sundhed, flygtninge, klima og trafik, uddannelse eller straf, og de er udvalgt ud fra et ønske om, at hele landet (inkl. Grønland og Færøerne) skal være repræsenteret, og at alle emneområder skal være dækket.

I Folketingssalen skal de 179 udpegede elever behandle deres egne forslag i udvalg, som bliver ledet af folketingsmedlemmer. Eleverne kan stille spørgsmål til statsminister Lars Løkke Rasmussen og 11 andre ministre i løbet af en times spørgetid, debattere og afslutningsvis stemme om forslagene.

Overskriften på Brande-elevernes forslag er ”en statsejet/selvejende folkeskole.” I praksis forestiller gruppen sig, at ansvaret for driften og finansieringen af folkeskolen skal flyttes fra kommunerne til staten. Om baggrunden for forslaget forklarer Daniel Buur Christensen:

- I forbindelse med skolereformen lovede politikerne guld og grønne skove, de afsatte bare ikke de økonomiske ressourcer. Der er dog ingen garanti for, at forslaget ender i Folketingssalen: Forlagene er delt ud på 10 grupper med 6 indenfor samme tema – i Brande-elevernes tilfælde uddannelse – i hver, og kun et af de 6 forslag bliver sendt videre til behandling i Folketingssalen.

- Det bliver selvfølgelig vores, griner en fortrøstningsfuld Olivia Mikkelsen.

Ungdomsparlament 2016 kan følges live på Folketingets tv-kanal og på www.ft.dk på mandag d. 25. januar fra kl. 12.15-16.30.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul