Brande rocker videre
Trods endnu et økonomisk hak i tuden fortsætter bestyrelsen for musikforeningen branderocker.dk med at forsøge på at leve op til foreningens slogan ”sammen skaber vi oplevelserne”.
Da musikforeningen i november med en del forsinkelse gjorde status over 2014, var regnskabet præget af et underskud på jubilæumskoncerten, der havde skotske Runrig som hovednavn, men trods ca. 3.000 gæster udmøntede sig i et minus på ca. 150.000 kr. Et underskud, der blev dækket ind af en temmelig kontroversiel underskudsgaranti på 60.000 kr. stillet af medarrangøren RemisenBrande samt en efterfølgende indsamling initieret af Jan Svendsen, der for sin store indsats blev udnævnt til foreningens første æresmedlem.
I 2015 tog branderocker så handsken op og videreførte på baggrund af mange opfordringer og positive tilkendegivelser Lions’ mangeårige tradition med en open air-koncert, som blev flyttet tilbage på remise-pladsen under navnet ”Rock på Sporet” den første lørdag i september. Rent musikalsk blev arrangementet en stor succes, men dårligt vejr betød, at kun omkring 900 mennesker løste billet til den daglange koncert, som bl.a. bød på Poul Krebs, Poul Halberg & Friends, Queen Machine samt et par lokale bands, hvilket langt fra var nok til at få økonomien til at hænge sammen.
Læs mere om torsdagens generalforsamling i branderocker.dk, om hvor stort underskuddet på open air-koncerten blev og om musikforeningens fremtidsplaner i Brande Bladet onsdag.
Tilføj kommentar