Brande Jul er på gaden

Redaktøren af Brande Jul siden 1985, Erik Lauritzen, har været en tur i skoven for at finde forsidemotivet til 2020-udgaven af Brande Jul, som netop er udkommet.

Med årets udgave af Brande Jul videreføres en tradition, der blev grundlagt midt under 2. Verdenskrig i 1943.

Siden 1985 er Brande Jul blevet redigeret af Erik Lauritzen, og han har som altid samlet en kavalkade af store og små begivenheder i Brande og omegn i årets løb – et år der for størstedelens vedkommende jo blev præget af Covid-19. Men også af offentliggørelsen af en lang række planer for Brande, bl.a. Hans-Christoph Pauls forslag om et NaturSportCenter og Brande Citys planer om at fjerne ejendommen Storegade 34 og anlægge et trappetorv ned mod åen.

Finn John ”Mambo” Kristensen fortæller barndomsminder fra brunkulslejerne i Søby, Stephanie Lanchow fortæller om sin cykeltur på 2100 km. for at sætte fokus på børn og unge, der som hun selv er vokset op i et hjem med en eller flere alkoholiserede forældre, og ”Fræser” Hans Jensen fortæller om, hvordan det har været at vende hjem til Brande efter 30 år i Australien.

En anden fraflytter, der dog ikke er vendt hjem (endnu), Karsten Skov Villadsen fortæller om nogle af sine minder fra barndomsbyen, og man kan også blive klogere på historien bag to af Brandes markante bygninger, Den gamle listefabrik (nu List Inn) og tøjforretningen på Storegade 24 (nu Bruns Lopperi).

Yndlingssalme

I år er det blevet Karin Engmarksgaards tur til at fortælle om sin yndlingsjulesalme, og hun er ikke den eneste lokale præst, der er kommet til orde.

Arne Holst-Larsen fortæller historien bag ”Befrielsesstenen” foran Sognegården og præstegården, en sten der jo i lighed med befrielsen kunne fejre 75-års jubilæum i år, desværre uden den planlagte festivitas.

Endelig ser Rie Mortensen lidt på, hvordan vi fejrer jul i 2020, og hvilke traditioner julen egentlig bygger på.

Brande Jul kan bl.a. afhentes på Brande Bladets kontor - som altid ganske gratis.

Tags: 

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul