Brande Brint blandt de første i ny testordning for grønne løsninger
Brande Brint og GreenLab Skive er som de første kommet med i en testordning, hvor virksomhedernes projekter undtages for en række af de nuværende regler og bestemmelser på energiområdet. Dermed kan virksomhederne indhente konkrete erfaringer, som kan bruges til at optimere lovgivningen.
- Vores ambition er, at Danmark skal have det mest fleksible og velintegrerede energisystem i Europa. Det skal GreenLab Skive og Brande Brint være med til at bidrage til, nu hvor vi giver dem friere rammer til at udvikle fremtidens grønne energiløsninger. De vigtige erfaringer, virksomhederne gør sig, skal være med til at sikre vores position inden for grønne energiformer som for eksempel Power-to-X, siger klimaminister Dan Jørgensen.
Energistyrelsen har tildelt virksomhederne en såkaldt regulatorisk testzone, hvorfra de over en årrække kan udføre deres demonstrationsprojekt. Begge virksomheder har fokus på produktion og udvikling af grøn brint.
Brande Brint udfører henover to år et teknologiudviklingsprojekt, hvor et brintproduktionsanlæg kobles direkte til en vindmølle for at undersøge mulighederne for blandt andet offshore-produktion.
- Power-to-X kan blive Danmarks næste ”vindeventyr”. Ikke alene kan teknologien bidrage med CO2-reduktioner på sigt i Danmark, det har også potentialet for at blive en væsentlig eksportvare – både i forhold til teknologi og know-how, siger klimaminister Dan Jørgensen.
Tilføj kommentar