Bo Sand Kristensen kandiderer til Folketinget for DF

Bo Sand Kristensen

Bo Sand Kristensen fra Brande bliver ny folketingskandidat for Dansk Folkeparti Ikast-Brande. Dette blev afgjort på partiets opstillingsmøde tirsdag den 25. oktober, hvor partiets lokale medlemmer enstemmigt valgte Bo Sand Kristensen som deres kandidat ved det kommende folketingsvalg.

Bo Sand er 48 år gammel, bosat i Brande og til daglig økonomichef i Puratos Denmark A/S i Vejle.

Bo Sand er tidligere medlem af byrådet i først Brande og siden Ikast-Brande for Kristendemokraterne, hvor han i 2008 som 1. suppleant erstattede Michael Fischer, der på tragisk vis omkom ved en trafikulykke.

Han valgte dog i stedet at repræsentere Fælleslisten, som han blev genvalgt for i 2009, men ved det seneste kommunalvalg i 2013 blev Bo Sand offer for Fælleslistens generelle tilbagegang og røg ud af byrådet, hvor han dog stadig er 2. suppleant.

I forbindelse med sin opstilling udtalte Bo Sand:

- Det er en beslutning, der har modnet sig længe. Jeg har 14 års erfaring som byrådsmedlem i både Brande og Ikast-Brande kommune, og både den lokale og nationale politiske scene har altid haft min interesse. Naturligvis har økonomi og økonomiskpolitik min interesse, men for mig er god økonomi ikke målet i sig selv, det er midlet til at skabe mulighed for velfærdssamfundet. Her brænder jeg for familiepolitikken og den politik, der drejer sig om mennesker. Jeg tror på forberedelse frem for helbredelse.

Partiets lokale borgmesterkandidat, Simon Vanggaard, havde også et par ord om den nye kandidat:

- Jeg kender Bo som en dygtig og seriøs politiker. Selv i en periode, hvor Bo ikke sidder i byrådet, så er han altid inde i byrådsdagsordenerne og utrolig velforberedt, når vi holder gruppe- og bestyrelsesmøder. Bo er nysgerrig, videbegærlig, og han brænder for politik. For mig er han en god sparringspartner, og Bo har i den grad min opbakning som folketingskandidat.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Brande Camping

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul