Blodprøvetagning i Brande
Med oprettelsen af en række nye blodprøvesteder i Region Midtjyllands yderområder vedtog regionsrådet forleden at bløde lidt op for spareplanens konsekvenser.
Det betyder bl.a., at man fremover kan vælge at få taget en blodprøve i Centerparken i Brande i stedet for at skulle køre til eksempelvis Herning.
De seks øvrige nye blodprøveudtagningssteder placeres i Ebeltoft, Rønde, Tarm, Risskov (psykiatrien), Odder og Allingåbro/Auning.
Lasse Guldbrandsen, kontorchef i Region Midtjylland, oplyser, at klinikken vil blive bemandet med en bioanalytiker fra hospitalsenheden i Herning, og at den vil være åben på udvalgte dage. Åbningstiden dimensioneres efter behov, i første omgang på baggrund af tal fra 2014, men vil kunne justeres løbende.
- Med en spareplan så stor som 699 mio. kr. kan vi ganske enkelt ikke undgå, at nogle patienter oplever, at serviceniveauet falder. Med den model vi nu har vedtaget, mener jeg, at vi både er lykkedes med at fjerne de værste torne og holde økonomien i stramme tøjler, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S).
Regionsrådet forventer at kunne spare 13 mio. kr. årligt ved at samle blodprøvetagningen, også når der tages højde for følgeudgifter. Det skyldes, at udgifterne til blodprøver er stærkt stigende.
De nye blodprøvestruktur træder i kraft 1. juli, og patienterne kan frit vælge mellem regionens blodprøvesteder uanset hvilket hospital, de bliver behandlet af.
Tilføj kommentar