BioMar fortsætter fremgangen
Efter et marginalt fald i omsætningen i 2016 kan fiskefoderproducenten BioMar igen notere stigende omsætning.
Omsætningen i årets første kvartal steg således med 30 % fra godt 1,5 milliarder kroner i 2016 til næsten 2 milliarder. Det meste af fremgangen skyldes en stigning i de afsatte mængder til tre af BioMars hovedmarkeder, Chile, Norge og Skotland.
Indtjeningen før finansieringsomkostninger og skat (EBIT) er i samme periode mere end fordoblet fra 22 millioner i 2016 til 51 millioner i 2017.
En ny produktionslinje på BioMars norske fabrik i Karmøy med en årlig kapacitet på 140.000 tons er snart klar til ibrugtagning, og i løbet af andet halvår forventes en helt ny fabrik i nærheden af Shanghai færdig. Fabrikken, som får en årlig kapacitet på cirka 50.000 tons, opføres i samarbejde med kinesiske Tongwei Co. Ltd.
En planlagt fabrik i Australien afventer stadig myndighedernes godkendelse og forventes derfor ikke færdig før slutningen af 2019.
For 2017 som helhed forventer BioMar fortsat en vækst i på minimum 6 % til ”ikke under 9,4 milliarder”, fremgår det af selskabets kvartalsrapport. På trods af vækst i både omsætning og indtjening fastholder BioMar sine forventninger om et resultat af den primære drift i intervallet 510 – 550 mio. kroner.
For hele 2016 landede EBIT på 581 millioner, et resultat der var påvirket positivt af særlige omstændigheder, som ikke kan forventes gentaget i samme udstrækning i 2017.
Tilføj kommentar