BioMar fastholder forventningerne
Et omsætningsfald på næsten fem procent og en tilbagegang i overskuddet før skat fra 81 millioner kroner til 34 millioner kroner i årets 1. kvartal får ikke ledelsen hos fiskefoderproducenten BioMar til at ryste på hænderne.
For hele året fastholder BioMar således forventningen om at realisere en omsætning i størrelsesordenen 12 milliarder kroner og et overskud på den primære drift (EBITDA) i intervallet 950-1.020 millioner kroner.
1. kvartal har totalt set budt på en marginal tilbagegang i de afsatte mængder på halvanden procent til 266.000 tons. Tilbagegangen kan især henføres til BioMars lakse-division og geografisk til Chile, hvor både corona-situationen og senest en opblomstring af alger har spillet negativt ind på efterspørgslen.
Til gengæld har det europæiske marked (EMEA-divisionen) udvist en beskeden fremgang, og mængdemæssig fremgang har der også været i LatAm-divisionen, som omfatter alle øvrige aktiviteter i Latinamerika end laks.
BioMar opgør den negative påvirkning af omsætningen fra ugunstig udvikling i valutakurserne til cirka 70 millioner kroner, hvilket er en stor del af forklaringen på, at omsætningen i kvartalet er faldet med 4,6 procent sammenlignet med 2020.
Resultatet af den primære drift (EBITDA) er faldet fra 159 millioner kroner til 140 millioner kroner, men tilbagegang i resultatet i associerede virksomheder, i særdeleshed det chilenske selskab Salmones Austral, trækker yderligere ned, så resultatet før skat er mere end halveret til 34 millioner kroner.
Til gengæld er BioMar tæt på at indgå en aftale om et partnerskab med en af de førende aktører indenfor Vietnams rejeindustri, Viet-UC. Aftalen forventes at medføre væsentlige synergier og styrke BioMars globale position indenfor rejefoder.
Selvom BioMar altså fastholder forventningerne til årets omsætning og resultat, understreges det, at det kræver en gradvis normalisering af forholdene på virksomhedens primære markeder. Tallene kan også blive påvirket af ændrede råvarepriser og valutakurser, anføres det i kvartalsrapporten, som blev fremlagt torsdag.
Tilføj kommentar