Billedhuggeren Keld Moseholm er pludselig død, 87 år.
Af Erik Lauritzen
Den 31. maj sov Keld Moseholm stille ind efter få dages sygdom.
Alderen til trods var han i fuld vigør helt til sin død, og han havde netop færdiggjort en skulptur med sit kendte udtryk – nemlig de små tykke mænd, der gjorde ham berømt i ind- og udland. Han er den kunstner, der har udsmykket med flest skulpturer i det offentlige rum i Danmark. Han er også stærkt repræsenteret i udlandet, således har han udstillet på Biennalen i Sao Paulo i Brasilien og år efter år har han deltaget i den internationalt anerkendte udstilling ”Sculpture by the Sea” i Australien.
I 2010 blev han der tildelt prisen for årets bedste kunstværk for skulpturen ”Spejling”. Denne skulptur står i dag i Botanisk Have ved Utzons operahus i Sydney.
I Brande er vi så heldige at byrummet er beriget med hele to af hans skulpturer. Nemlig ”Styrke og S nilde” ved Hotel Dalgas og ”Visdommens kilde” på Mølletorvet.
Med Keld Moseholms død har vi sagt farvel til et ydmygt menneske og en stor kunstner, der med sin kunst både kunne more og sætte fokus på situationer, hvor mennesker var kommet i klemme.
Tilføj kommentar