Biblioteket holder julelukket
Årsagen til lukningen er, at bibliotekets elinstallationer skal lovliggøres, derfor holder biblioteket lukket fra i dag til og med søndag d. 27. december.
Baggrunden for dette er, at biblioteket for et år siden blev ramt af en kortslutning i lysinstallationen, som kunne have udviklet sig til en større brand, men nøjedes med at anrette sodskade på tagkonstruktionen. Hændelsen gjorde det klart, at elinstallationerne i den 40 år gamle bygning ikke levede op til lovkravene.
I starten af april bevilgede byrådet derfor penge til en lovliggørelse af elinstallationerne, mens kultur- og fritidsudvalgets indstilling om at lukke biblioteket, indtil installationerne var i orden, fik dødsstødet. En beslutning, der fik fuld opbakning fra udvalgets formand, Helle Mathiasen:
- Vi er enige om, at vi ikke kan have en kommunal bygning, der ikke lever op til kravene, sagde hun dengang.
Oprindeligt var der lagt op til en samtidig etablering af et ABA-anlæg (automatisk brand alarmering, red.), en udskiftning af de nuværende belysningsarmaturer til en mindre energiforbrugende type samt et nyt ventilationsanlæg til bibliotekets store sal, en samlet anslået udgift på 2 mio. Ventilationsanlægget har været defekt siden oversvømmelsen i august 2010.
Et enigt byråd bevilgede penge til en lovliggørelse af elinstallationerne på biblioteket, der også rummer musikskolen og Brande Museum, en anslået udgift på ca. 800.000 kr., og det er altså dette arbejde, montører fra Blåhøj El er gået i gang med at udføre henover juledagene.
Tilføj kommentar