Bevar MES Søen

Der pågår betydelig debat om MES Søens fremtid. Jeg kan ikke tilføje noget klogt til de betænkeligheder og risici, som Oliver Bach og Kay Laursen har nævnt, men jeg finder deres betragtninger særdeles relevante og udtryk for noget, som i høj grad kunne kalde på mere grundige overvejelser end tilfældet har været.

Helt uafhængigt af Olivers og Kays synspunkter går jeg ubetinget ind for at bevare søen også af rent naturmæssige årsager. Jeg synes, at det vil være synd at nedlægge den skønne sø.  Der er jo dog for få, der har fornøjelse af at kende den ret godt, fordi man ikke rigtigt har kunnet komme til den. Derfor foreslår jeg, udover at søen bevares, at der etableres en sti hele vejen rundt om og skabes bedre adgang til søen, så vi alle sammen kan nyde området.

Der har været talt om Tange Sø, som også er et skønt sted. Jeg mener, at vi bør afvente, hvordan sagen om Tange Sø falder ud, inden der afgøres noget om MES Søen, og jeg nægter at tro på, at Tange Sø bliver nedlagt.

Naturhensyn tilsiger efter min mening ikke at nedlægge søen - tværtimod. Kasper Pauli anfører, at "den natur der knytter an til en sø" er noget, som vi har "bare meget af i Danmark", hvorimod "den vilde natur, der knytter an til vore åsystemer er en mangelvare". Jeg har ikke noget imod åer, men vi har altså faktisk tusindvis af kilometer åer og vandløb i DK, alene i Ikast - Brande mere end 400 km, og dobbelt så mange kilometer åbredder. Samtidigt etableres der faktisk til stadighed andre steder i landet nye søer, hvilket også sker af rekreative årsager og af hensyn til naturen. Jeg forstår ikke, hvorfor det så skulle berige naturen i Brande at nedlægge vores eneste store sø. Nu har vi set, hvilken "berigelse" vi har fået af, at elværkssøen er nedlagt. Her er den tidligere sø sprunget i et totalt ufremkommeligt, sumpet vildnis af pil og krat, som ingen har fornøjelse af - tværtimod desværre.

Jeg er ganske uenig med Kasper P. i, at "vi får noget, der er bedre end søen".

Jeg hæfter mig ved, at søen som meget smal og langstrakt derved har ekstraordinært meget søbred, hvad der kan anføres som en kvalitet ved søen. Breddens udformning og længde er afgørende for antallet af fuglearter og deres individantal, der for begges vedkommende stiger med længden af søbredden. En anden problematik som jeg ikke synes, at kommunen forholder sig til, er spørgsmålet om fjernelse af næringsstoffer. Det anføres altid ved anlæg af nye søer, at det vil føre til fjernelse af næringsstoffer, hvilket betragtes som yderst positivt. Det er klart, at en nedlæggelse af søen vil føre til det stik modsatte. Hvordan forholder Kasper P sig til det? 

At hele denne sag - og andre tilsvarende - overhovedet opstår, skyldes indflydelsesrige interesse- og lobbyorganisationer. Dette gælder ikke mindst lystfiskerinteresser, der hævdes og markedsføres hårdnakket i disse år, og som er blevet tillagt urimeligt meget indflydelse.  Sagen er bare den, at lystfiskeriet sagtens kan kombineres med søens bevarelse ved etablering af de nødvendige omløb. 

Desværre ser vi ofte, at magthavere ignorerer naturen og i stedet skader og ødelægger god natur, samtidigt med at de netop påberåber sig naturhensyn. Men derfor synes jeg alligevel, at det er træls, at alt for mange fører sig frem som selvudnævnte "natureksperter" og naturforkæmpere baseret på en teoretiseret og skrivebordsagtig tilgang til natur, for manges vedkommende uden særligt personligt funderede naturforudsætninger. Der er i stedet i vidt omfang tale om floskler og automatisk "efterplapren" i korrekthedens navn af andres synspunkter, som er oppe i tiden og på mode netop nu.

Lad nu være med at begå den dumhed at nedlægge søen, men vælg søens natur til ved at bevare den. Så slipper vi også for risikoen for at Oliver Bach og Kay Laursen får ret. Det er da win-win. Husk også på, at en nedlæggelse vil være aldeles irreversibel. 

 

JENS MØLLER

Nordlundvej 168 

Brande 

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Brande Camping
Arne Danielsen bannerannonce

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul