Beslaglægning af landmænds ejendom uden kompensation
Af Jens Ove Kjeldsen, folketingskandidat for KristenDemokraterne i Vestjyllands storkreds Jeg støtter til fulde Bæredygtigt Landbrugs protest mod randzoneloven. Det undrer mig, at der kommer modstand fra nogle landboforeningsformænd. Jeg ved ikke, om det er af politiske hensyn, at de ikke ønsker offentlig opmærksomhed om denne lov? Men jeg ved, at regeringen sammen med Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti sidste år har vedtaget en lovændring af den randzonelov, som den tidligere borgerlige regering fik vedtaget. Det er positivt, at denne lovændring reducerer randzonearealet fra ca. 50.000 ha til de ca. 25.000 ha, hvor man forventer effekt. Men det er negativt, at lovændringen ikke fastholder landmændenes ret til kompensation for produktionstab vedrørende de tvungne randzonearealer! Fra 2015 har ministeren i stedet for kompensation til de enkelte landmænd afsat en pulje på 76,5 mio. kr., som landmænd med tvungne randzoner kan søge midler fra til etablering af miljøteknologier. Betingelsen er, at projektet koster mindst 100.000 kr., og at landmanden selv betaler mindst 60 % af udgiften! Derved flytter man en administrativ enkel kompensation til de ramte landmænd i henhold til de i forvejen indsendte arealanvendelser over til ekstra administration med indhentning af tilbud, udarbejdelse af ansøgningsskemaer samt kontrol og vurdering af ansøgningerne i ministeriet. Resultatet bliver, at i stedet for kompensation til hver enkelt af de mange tusinder ramte landmænd, så fordeles pengene til nogle få – om nogen. For hvem har som landmand i dag lige 60.000 kr. eller mere til et eller andet ekstra miljøprojekt, som der ikke allerede er stillet krav om? Jeg har tjekket på landbrugets rådgivningscenter: Ingen landmænd har endnu søgt midler fra den afsatte pulje. Det er noget makværk, som KristenDemokraterne vil kræve ændret, når vi kommer i Folketinget.
Tilføj kommentar