Beskæring af lokaletilskuddet pillet af bordet

Mandag mødtes Ikast-Brande Kommunes Kultur- og fritidsudvalg ekstraordinært forud for byrådsmødet for at behandle to sager, den ene sammen med Sundheds- og omsorgsudvalget. Udvalgene skulle i fællesskab tage stilling til, om der samlet set skal bevilges 100.000 kr. til kunstprojektet Rethink Ageing ("gentænk aldring", red.), som udspringer af Århus' titel af europæisk kulturhovedstad i 2017, men beslutningen blev at udsætte sagen til senere behandling.

Det andet punkt drejede sig om en tilpasning af lokaletilskuddet til kommunens mange foreninger, hvoraf en del med de nuværende regler får refunderet hele udgiften, mens andre må nøjes med 75 %. Forskellen er primært historisk betinget, så for at harmonisere reglerne og samtidig finde den besparelse på en halv mio. kr., der blev et af resultaterne af budgetforliget, havde direktør for børn og fællesskaber, Rasmus Byskov Nielsen, lagt op til, at alle foreninger fremover skulle have dækket 75 % af deres lokaludgifter. Det var imidlertid ikke et forslag, udvalget kunne tilslutte sig.

I stedet overlod Kultur- og fritidsudvalget det til Folkeoplysningsudvalget (FOU) at finde den halve million indenfor FOU's samlede budgetområde i 2019.

Kultur- og Fritidsudvalget vil så på sit førstkommende møde i december fastsætte de procentsatser for lokaletilskud, som kan komme til udbetaling i 2020. Den måde, lokaletilskudsordningen administreres på, betyder, at tilskuddet udbetales med tilbagevirkende kraft sådan at forstå, at foreningerne i 2019 får tilskud på baggrund af de udgifter, de har haft i 2018.

På det grundlag fandt Kultur- og fritidsudvalget det urimeligt at beskære lokaletilskuddet med omgående virkning.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Brande Camping

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul