Amatørorkester indtog Tyskland
Over 1000 mennesker har i løbet af årets første fire måneder overværet de koncerter, der har haft medvirken af Brande Amatør Orkester.
Netop hjemvendt fra Brande Amatør Orkesters første udenlandske koncert i den nordtyske by Tarp er det en tilfreds dirigent og orkesterleder, Jan G. Østergaard, der gør status over orkesterets hidtil travleste halvår. I Tarp blev orkesteret mødt af en fyldt sal med et publikum, som tydeligvis satte pris på koncertens program, der for en stor dels vedkommende var det samme som ved forårskoncerten i RemisenBrande 3 uger tidligere.
Arrangør af koncerten i Tyskland, ”Wien i Tarp”, var den Dansk/Slesvigske Forening, og publikum var både dansk- og tysktalende.
Med på turen var udover orkesterets 29 medlemmer de to sangsolister, Jeanett Hollænder Larsen og Børge Toft, som også sang for på flere af numrene ved forårskoncerten. Ved den lejlighed medvirkede desuden koret Brande Swing Singers, som Jan Østergaard også er leder af, samt tre unge dansepar fra Skive Sportsdanserforening.
- Det blev en fin koncert med noget for både øjne og ører, konstaterer Jan Østergaard, og publikum var tilsyneladende enige: Alle 250 billetter til koncerten var solgt på forhånd.
Nu holder Brande Amatør Orkester en velfortjent sommerferie, men instrumenterne fattes igen den første torsdag i september, hvor nye musikere er velkommen – de første 3-4 stykker har allerede meldt deres ankomst, oplyser Jan Østergaard, som allerede har de første koncertbookinger til den kommende sæson inde.
Tilføj kommentar