Alligevel ingen flygtninge på vandrerhjemmet
Højst overraskende tyder alt nu på, at der alligevel ikke skal indkvarteres flygtninge i den tidligere hospitalsbygning, som indtil for ganske nylig var en del af vandrerhjemmet i Brande.
Det blev udfaldet af tirsdagens møde i økonomi- og planudvalget, som i stedet anbefalede, at mulighederne for et salg af den gamle hospitalsbygning undersøges nærmere.
Til gengæld er det fortsat planen at indkvartere flygtninge midlertidigt i Birkehuset, hvor de vil blive naboer til den nye lægefilial og Ørbæklund. Den pågældende del af Birkehuset har indtil for nylig også været anvendt til vandrerhjem.
Økonomi- og planudvalgets beslutning er ikke endelig, men skal først godkendes af det samlede byråd, som mødes på mandag, men det er yderst sjældent, at udvalgets afgørelser bliver omgjort.
I Birkehuset, der betegnes som indflytningsklart, er der plads til 8-10 personer, mens den tidligere sygehusbygning, som først skulle have været renoveret i et eller andet omfang, ville have kunnet huse yderligere ca. 30 flygtninge.
Tilføj kommentar