Afgørelsens dag for fjernvarmen
Dagen i dag bliver en af de mere skelsættende for Brande Fjernvarme.
Dels er det dagen, hvor licitationen over de forestående renoveringsopgaver – Fuglevænget, Blichersvej fra vandtårnet til Bøgevænget og en ny hovedledning på Ørbækvej fra Mosevænget til nr. 29 – finder en vinder, dels er det dagen, hvor deltagerne i projekt Brande Energicentral mødes for at se hinanden dybt i øjnene for at afklare, om projektet skal realiseres.
Renoveringsopgaverne er sendt i samlet udbud for at opnå den bedst mulige pris, og afgørelsen imødeses med spænding af både værkets bestyrelse og leverandørerne. Endnu mere spændende bliver det dog, om det efter et langt tilløb vil lykkes at komme videre med planerne om at udnytte overskudsvarmen fra KMC, og bortfaldet af det statslige tilskud til landets fjernvarmeværker for at stille kapacitet til rådighed for elproduktion med udgangen af 2018 – for Brande Fjernvarmes vedkommende et beløb på over 6 mio. kr. – gør ikke spændingen mindre.
- Vi skal lykkes med noget andet inden udgangen af 2018 – og vi skal ikke stå sidst i køen, så når vi det ikke, fastslår formanden for Brande Fjernvarme, Henrik Kraglund. I modsat fald kan fjernvarmeforbrugerne i Brande, der over en længere årrække har vænnet sig til prisnedsættelser, ligesom i resten af landet se frem til en prisstigning, i Brandes tilfælde på op imod 6.000 kr. årligt pr. husstand i gennemsnit. Får man held til at udnytte overskudsvarmen, vil det tage toppen af den truende prisstigning.
Læs mere i dagens udgave af Brande Bladet.
Tilføj kommentar