Advokat Jens Møller flytter til Ikast

Jens Møller

Advokat Jens Møller, her i rollen som dirigent på Brande IF's nylige generalforsamling, flytter med virkning fra 1. maj sin praksis til Ikast, hvor han vil indgå i et kontorfællesskab med Midtadvokaterne (arkivfoto).

Advokat Jens Møller skifter pr. 1. maj kontoradressen på Storegade 5 i Brande ud med Sieferts Plads i Ikast. Her vil han indgå i et kontorfællesskab med Midtadvokaterne.

– Der er tale om et samarbejde, hvor jeg fortsætter med at drive mit eget firma og stadig har Brande som mit kerneområde. Og har kunderne svært ved at komme til kontoret i Ikast, så er jeg klar til at rykke ud til dem, fortæller Jens Møller, der beskæftiger sig med alle typer advokatopgaver, har møderet for Højesteret og er udpeget som beskikket forsvarer ved Retten i Herning.

Jens Møller startede sin advokatkarriere i Ikast for 35 år siden, hvor han oprindelig er uddannet hos det nuværende Midtadvokaterne. Senere var han bl.a. med til at uddanne advokat Jakob Fastrup – en af de fire partnere i Midtadvokaterne. Så efter 30 år med enmandskontor i Brande bliver det lidt som at vende tilbage.

– Jeg glæder mig til at blive en del af et større kontorfællesskab og forventer, at det vil være med til at styrke og sikre min forretning. For mine kunder vil samarbejdet blive en klar fordel, da det bliver muligt at trække på flere juristers erfaring og forskellige juridiske specialer, siger Jens Møller.

I Brande er Jens Møller kendt for sin personlige og individuelle måde at behandle kunderne og deres sager på. Og det er en tilgang, han vil fortsætte med fra den nye adresse.

– Jeg er i den heldige situation, at begge mine dygtige sekretærer, Kamma Bertelsen og Fridgerd Skaale, flytter med min advokatforretning til Ikast. Det er af stor betydning såvel for mig som mine mange trofaste kunder, siger Jens Møller.

Dermed mister Brande sin sidste advokatpraksis. I 2010 flyttede Lene Frankov og Heine Jensen kontoret til Give, hvor de blev en del af Advodan Midt-Vest, som siden nytår har været en del af Advokathuset Eegholm i Herning.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Brande Camping
Bannerannonce for dinTandlæge i Brande
Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul