22 kg. Lego skabte glæde i Nicaragua
Nicaraguanske børn var jublende glade over de 22 kg. Lego-klodser, som var en gave fra Lego Charity.
- Det var en stor oplevelse at besøge de 30 tidligere gadebørn, som foreningen ”Børnenes Liv” giver husly, mad og skolegang i Nicaragua. Disse børn har aldrig selv ejet Lego, og børnehjemmet og skolen har ikke haft midler til at købe noget heller. Vi glæder os nu til at se børnenes kreative udfoldelser via fotos, som lederne vil sende til os, fortæller Tove Videbæk, der netop er hjemvendt fra det mellemamerikanske land.
- Vi havde også glædet os til at aflevere en brugt traktor, en plov og en harve, som ”Børnenes Liv” har fået doneret midler til af 3 gode venner. Disse ting er der i høj grad brug for, idet den traktor, som vi tidligere så på marken ved skolen, lignede noget, der kom fra et russisk museum! ”Vores” traktor skulle ifølge planen været landet i Nicaragua næsten samtidigt med, at vi ankom til landet. Men pga. diverse forsinkelser på sejlturen undervejs ankom den først til Nicaragua i dag, 3 dage efter danskernes hjemrejse.
- På turen til Nicaragua havde vi naturligvis også møder med vores samarbejdspartner, som til daglig rent praktisk tager sig af børnene. Og sammen planlagde vi, hvorledes projektet kan gøres endnu bedre og rumme endnu flere gadebørn.
- Desværre er der dog udfordringer i det, da vi har fået besked om, at der pga. nedskæringer i udviklingsbistand ikke kan gives tilskud i 2016. Der er dog forlydender om, at vi igen i 2017 eventuelt vil kunne opnå tilskud. MEN – gadebørn kan vi jo ikke sende ”hjem” i et år.
- For ”hjem” for dem er gaden i storbyen, Managua. Her har de tidligere levet og spist mad, som andre har smidt ud, eller de har lavet kriminelle aktiviteter for at få penge til at købe mad. Ligesom de har sovet i plastik og pap i grøfter og oppe i træer. Dette kan vi naturligvis ikke sende dem ”hjem” til. Så alle sejl sættes til for at skaffe 300.000 kr. i 2016, så børnene kan blive i børnehjemmet, gå i skole og få praktiske færdigheder, så de senere vil kunne klare sig selv økonomisk - og så dette meget smukke og frugtbare land kan komme på fode igen, afrunder Tove Videbæk.
Tilføj kommentar