1,4 corona-millioner til Ikast-Brandes idrætsforeninger
Lige fra 300.000 kroner til Ikast FC til knap 4.000 kroner til Uhre GIF. Der er stor forskel på, hvor mange penge, idrætsforeningerne i Ikast-Brande Kommune har fået (og søgt) fra den hjælpepulje, Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI lancerede i forlængelse af corona-nedlukningen af foreningslivet, som var en af konsekvenserne af statsminister Mette Frederiksens nedlukning af det danske samfund 11. marts.
På landsplan har knap 3.000 foreninger fået et samlet tilskud på 84,4 mio. kroner, og i Ikast-Brande har 37 foreninger delt 1,4 mio. imellem sig.
Næst efter Ikast FC er det Brande Golfklub, der med 138.240 er den forening i kommunen, som har hentet flest penge fra hjælpepuljen, men også Engesvang Boldklub har med 105.794 hentet et sekscifret beløb i støtte.
Rideklubberne i Ikast og Brande har også fået en pæn økonomisk håndsrækning med henholdsvis 83.575 kroner til Ikast Rideklub og 52.335 kroner til Brande Sportsrideklub, og også Ikast KFUM har fået noget ud af at søge corona-støtte. I alt har foreningen modtaget 87.408 kroner til henholdsvis håndbold- og volleyballafdelingen.
Se hele oversigten over de foreninger, der har modtaget corona-støtte, i næste uges udgave af Focus Ikast-Brande.
Tilføj kommentar