”Luk porten til en fremtidssikret by op – Ejstrupholm sætter liv i viadukten”

Vi har med stor interesse fulgt planerne om renovering af byporten bl.a. punktet med at de bløde trafikanters passage gennem tunnelen skal sikres. Efter vores mening bliver dette svært at gøre, idet der ikke er den fornødne plads.

Som det er i dag, sætter cyklister og fodgængere dagligt livet på spil ved passage af tunnelen, idet der dårligt er plads til at passere, hvis der f.eks. samtidig er to biler, som skal igennem tunnelen. Cyklister trænges ud i betonen og fodgængere har kun en enkelt flise i den ene side af vejen.

I illustrationen af projektet, som er vist i Focus fra onsdag den 22. oktober 2014, er afbildet en mor med sit barn, som skal til at passere tunnelen, men i realiteten kan dette ikke ske på forsvarlig vis, idet der ikke er plads til at hun kan gå med barnet i hånden eller på anden måde komme sikkert igennem tunnelen.

Desuden er der meget dårlig oversigtsforhold, når man f.eks. kommer inde fra Ejstrupholm by og skal svinge til venstre ind mod Engbækparken. Det er svært at orientere sig om der kommer nogen modkørende. Der bor allerede en del mennesker i dette område og flere vil komme til i fremtiden, når området udbygges helt.

Vores forslag er at den nuværende bro over Østergade rives ned og der etableres en let stålbro, så banestien, som mange benytter og har stor glæde af, kan bevares og man får den fornødne højde, så lastbiler kan passere.

Et problem med den nuværende viadukt er at en del lastbiler ikke kan komme under pga. dens højde. Det har allerede ført til flere påkørsler/ulykker. Dette problem vil også være løst med en nedrivning.

Som det er nu, er disse lastbiler nødt til at køre ind i byen fra vestsiden for at komme efter Gludsted. Det medfører at de skal ind igennem bymidten, hvilket ikke er en god løsning.

Vi vil opfordre vores lokale politikere, Håndværker- og Borgerforeningen samt Ejstrupholm Lokalråd til at arbejde for en bedre løsning!

Ruth og Svend Erik Andreasen, Brandevej 47

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul